483 / 499
475
Der var under Skovens den løvrigste Krone
en Skjønhed, kun liden mod Din, Frøken T o n e !
Blandt Kvinder jeg kjender en Line, en Lone —
dog ringe de ere mod Dig, Frøken To n e !
Hver Brøde jeg strængt skulde gjærne udsone,
naar jeg kunde leve med Dig, Frøken T o n e !
Da Gulvet jeg prægtig og skjønt skulde bone,
naar Du vilde danse paa det, Frøken T o n e !
Ja, Du kunde blive den yndigste Kone,
og henrykt vil jeg nu hilse: Fru T o n e !
Da S o f u s og A n t o n i e kom til deres Hjem
her i Kjøbenhavn og strax besøgte os, morede
det F r e d e r i k meget at høre, at An t o n i e vir
kelig nogle øjeblikke havde tiltroet sin Mand at
have skrevet Digtet, men saa dog opdagede, at
en Anden stod bagved. — Da der Aaret efter
var Haab om, at An t o n i e skulde have et Barn,
sagde F r e d e r i k ofte til mig: „Jeg glæder mig
til den Dreng, S o f u s faar — jeg véd, det bliver
en Dreng,“ og da vi saa den
19
de Februar
1880
fik Brev fra S o f u s , at Drengen var kommen,
da var Fr e d e r i k saa glad, ja , næsten henrykt,