479 / 499
dog over Beskyldningerne i dem og kunde med
Sorg og Harme udbryde: „Hun er ikke saadan,
som Du digter; hun er god,“ og naar et af disse
Vers endte med de Linjer:
„Men selv hun mener, hun er sød,
og spiser stadig Sigtebrød!“ ,
saa betroede H a n s sin Moder:
„Det er nu
heller ikke sandt, at hun altid spiser Sigtebrød,
for jeg har selv set, at hun ogsaa spiser Rug
brød.“ Da jeg en Nat laa søvnløs, overraskede
F r e d e r i k mig pludselig ved at synge følgende
Vers, som han, samtidig med, at han digtede det,
selv satte Melodi paa:
Sov nu sødt, mit lille Barn,
skjønt Du er et rigtigt Skarn;
jeg jo faldt i Dine Garn,
for jeg var saa uerfar’n.
Næste Dag kunde Ha n s det naturligvis og
gik og sang det. — Ogsaa de ældre Børn,
K n u d og A a g e , vare ypperlige Drenge, og de
kom ofte ind til os; men da deres Skoleliv be
gyndte, optog det dem saa meget.
Paa den anden Side af vor Bolig skilte en
grøn Hæk os fra en stor Have og Villa, som
dengang beboedes af Artillerikaptajn S c h o u .
De to yngste Børn dér, Bod i l og Eri k, be
471