476 / 499
4 6 8
at være munter og spøge. Jeg fordrer derfor
ogsaa af Dig, at Du skal være glad; Du har jo
dog saa Meget at glæde Dig over, ogsaa, om jeg-
dør fra Dig. Du har Dine sunde Ben, Du kan
gaa i Skoven og nyde Naturen; ja, der vil være
mange Glæder for Dig. Jeg vil tænke mig Dig
glad. og fornøjet, saaledes som jeg helst ser
Dig.“ —
Fra et noget tidligere Tidspunkt stammer
det lille Vers:
Aldrig klage nogensinde,
det skal være Livets Maal,
og i Skyggen Lys at finde,
Smerten bære fromt med Taal,
altid frejdig at forstaa
selv paa Torne f r em at gaa.
En Dag i Eftersomren, da han sad ude i
Haven, kaldte han mig hen til sig og sagde:
„Elisa, véd Du, hvad der ofte forekommer mig?
Det er, som om jeg ikke sad her; det kan ikke
være mig, der lever dette Skyggeliv; jeg selv er
langt, langt borte;“ og han saå med sit udtryks-
fulde ø je , fuldt af Smerte og Melankoli, ud i
Rummet, som om hans Aand var i andre Zoner.
Jeg læste i Efteraaret
78
„Mindeblade om
O e h l e n s c h l æ g e r “ udgivne af L. My n s t e r ,