469 / 499
Skjønt om Lidelser desværre
jeg har mer end løs Ide,
takker jeg dog Livets Herre:
jeg kan høre, jeg kan se!
Men i Aarenes Løb tog dog Synet stadig
af. Det var ham en usigelig Smerte; men han
bar den med sit store Taalmod, skjønt han
oftere sagde til mig: „Tror Du, jeg ogsaa bliver
blind? Det bliver sværere end alle mine Lidelser.“
Han forsøgte at læse og kunde stundum se
nogle Linjer, men maatte da lægge Bogen bort.
Den Adspredelse, han ofte, ja , næsten daglig,
havde haft i disse Aar: at se paa Tegninger,
Malerier og i det Hele paa gode Billeder, den
faldt ogsaa efterhaanden bort. Det var ham saa
tungt, naar han mærkede, at han ikke mere
kunde betragte dem og fordybe sig i dem med
sit forhen saa skarpe og sikre Blik. Med et Suk
og et Udtryk af dyb Skuffelse lagde han dem da
tavs tilside og vendte sig bort fra dem, og jeg
saa da i Udtrykket om hans Mund denne vibre
rende Smerte, som altid fik mit Hjærte til at
bløde, saa jeg fristedes til at gaa i Rette med
Gud, som prøvede os saa haardt.
Min næstyngste Broder N i c o l a j , som var
Sømand, var, skjønt saa meget yngre end
461