FrederikBøgh

Naar jeg i det Foregaaende og Efterføl

gende benytter Ordene: „ Fr e d e r i k skrev“ , saa

er dette kun figurlig ment; thi hans Arme vare

atter kraftløse, Hænderne næsten lammede, og

han kom aldrig mere til at skrive — ligesom

han aldrig mere gik noget Skridt. Ama l i e og

jeg klædte ham paa og bar ham ind i vor Dag

ligstue og ud paa Verandaen eller ned i Haven,

naar Vejret var stille og varmt, og dér tilbragte

han da ofte flere Timer daglig i en Lænestol

eller liggende paa en Chaiselongue. —

Min kjære, gamle Ven Biskop B r amme r

besøgte os oftere i disse Aar og viste os paa

mange Maader Kjærlighed.

Det interesserede

F r e d e r i k meget at lære ham nøjere at kjende,

og de fandt rigt Underholdningsstof i B r a m

i ners Fortidsminder. Han havde kjendt Pou l

D o n s og hele dennes Forhold til Gr und t v i g .

F r e d e r i k satte megen Pris paa Br ami ne r s

Breve og vilde gjærne høre dem, jeg modtog fra

ham. Da jeg engang læste et af disse for ham,

ytrede han: „Biskop Br ami ne r er dog Din

bedste og værdifuldeste Korrespondent; hans

Breve ere baade indholdsrige og originale.“

Blandt de Ytringer i Br’s Breve, som F r e d e r i k

mærkede s ig /v a r f. Ex. følgende: „C hr. W i n

t he r s Glæde over Ros var ydmyg, ø e h l e n -