452 / 499
444
men ak, den voxer kun langsomt til at staa
fuldt fast, naar Legemets Afmagt tynger, og
mine sidste Ord til Gud i det gamle Aar vare:
„Giv mig Taalmod, og lær mig at nøjes med
Din Naade!“ — — — —
Nogle Aar senere skriver hun ogsaa ved
Nyaar: „— — — — Kjære B ø g h ! Naar et
Aar, fuldt af Glæde og Lykke, er endt, takke vi
inderlig Gud; dog gjøre vi dette endnu dybere
og fyldigere for det Aar, der har været fuldt af
Prøvelser, støttede paa Guds Kraft og Naade, saa
de ikke bleve over Evne. Ma r t e n s e n siger et
Sted: „Timerne gaa forbi, og de blive tileg
nede.“ Kjære Ven, saaledes vil ogsaa Deres
Fromhed og Taalmod blive tilregnet, og det
skjønne, klare Sind, der til saa mange Tider
fylder Deres Tilværelse, vil altid mere og mere
hæve Dem op over Jordelivets Nød og Taage,
indtil dette gaar ind til en salig Frigjørelse. —
Jeg vilde saa gjærne kommet til Dem idag lidt
fornøjelig med lidt af Deres eget friske, rige
Lune, med en lille yndig, poetisk Gave, der ret
kunde være Dem og Dagen værdig; men ingen
af Delene er lykkedes mig. Men saa husk paa,
at nu er jeg i Deres Gjæld, og sig mig ærlig,
naar De faar et Ønske. — — — — “