FrederikBøgh

439

da hun listig og grum

alle Kosterne gj emmer, —

ak, af Harm bli’r jeg stum,

og jeg aldrig det glemmer.“

Da nu D r e b o l t netop Dagen efter kom,

sagde F r e d e r i k : „Ja, nu kan Du tro, jeg

sidder net i det; min Kone skriver Vers med de

værste Beskyldninger mod m ig,“ og jeg blev da

anmodet om at læse Verset op for ham. Næppe

var jeg færdig med Læsningen, før D r e b o l t ,

som havde hørt opmærksomt efter, ganske ivrig

rejser sig op og siger: „Nej, min Ven, Din Kone

kan være saa dygtig hun være v il; men det

Vers har ingen Dame skrevet — det kommer

fra en øvet Haand,“ — og F r e d e r i k sagde, da

han var gaaet: „Nej, D r e b o l t narrer man ikke

saa let, han har et skarpt ø r e .“

Blandt andre Smaating fra denne Tid maa

jeg nævne-Følgende:

„Over Mark og over Vang

lyder frejdig Lærkesang,

og i Skovens høje Sale

Gjøgen med sin Viv maa tale,

Alle høre vil derpaa,

Ingen kan det dog forstaa.“