51
faa Udmærkelse.
Hvad Logikken angaar, da
behøver jeg jo ikke at sige D ig , at jeg heri og-
saa ved Omgang med Eder er bleven i den Grad
uddannet, at jeg ikke kunde undgaa at faa Ud
mærkelse heri. Hvad endelig Psykologien angaar,
hvor jeg var oppe i Følelserne, da maa jo navn
lig Du, efter Dit sidste Brev, let kunne fatte, at
Begrebet „Følelse“ i den sidste Tid saa levende
er gaaet op for m ig, at det vilde have været
højst forunderligt, hvis jeg ikke ogsaa heri havde
faaet Udmærkelse.
O lin e rejste i T irsdags, og jeg er noget
trist derefter; jeg har nu saaledes vænnet mig til
at leve sammen med Eder, saaledes vænnet mig
til at tale med Eder, at gaa omkring med Eder,
at le med Eder og at være alvorlig med Eder,
at jeg føler et Savn, som Du nok kan forstaa.
Nu stavrer jeg om som en enlig stakkels
Fyr, og kommer jeg paa Langelinje, da holder
jeg mest af den Bænk, hvor vi nok sad en Ef
termiddag; da tænker jeg paa et gammelt dansk
Ordsprog, som siger: „Den Bænk er vel prydet,
som med Dannekvinder er sæ t;“ men naar man
sidder ene uden Dannekvinder, saa er den ikke
vel prydet.
Du kunde nu rigtignok svare mig
med S h a k e s p e a r e :
„Man sværmer m est, naar man er mest alene;“