342 / 719
3 3 2
Olaf Olsen
kureres og forebygges.198 Måske har denne sygdom været
skurv. Men det kan også have været „onde ben“, og „ud
vortes skade i benene“ (fna t? ), der fra slutningen af
1630’rne med stigende hyppighed optræder i regnska
berne. Otto Sperling skriver om sin hjemkomst til børne
huset i april 1641 efter en udenlandsrejse, at der i hans
fraværelse ingen sm itsomme febre havde været, men kun
„den ordinære skabethed“, mod hvilken der var brugt
indvortes og udvortes medikamenter.199 Da det må anses
for usandsynligt, at der er anvendt indvortes medicin
mod skurven, sigter dette vel til de onde ben.
I tugthusets første år var sygestuerne kun ganske små.
En del af de patienter, hvis sygdom krævede sengeleje,
sendtes ud i p leje hos borgerkoner i København. Der blev
de behandlet af konerne selv eller af en badskær. Det
hændte også, at badskæren selv tog syge børn til sig, og
i 1609 helbredte selveste mester Caspar Scharprichter
tre drenge af tugthuset.200 Først efter anstaltens reorga
nisation 1620 kom der ordnede forhold i sygeplejen. In
ventarierne viser, at der indrettedes større sygestuer og
en særlig pestilens-stue for børn, der var angrebet af
sm itsomme sygdomme. Fra begyndelsen havde der været
knyttet en badskær til tugthuset, og senest 1617 fik også
en læge bestilling ved anstalten.201 Tugthusordinansen
1621 bestemte, at tugthusets læge foruden at besøge de
syge sku lle føre tilsyn med udspisningen og dirigere bad-
skæren, der såvel skulle kurere de syge som sørge for
de raske „med klippen, laden, toen, baden nogle gange
om måneden“ (§ 11).
På grund af de mange epidemier var børnehusets me
dikamentforbrug meget betydeligt, og da apotekernes
priser var ganske pebrede, kunne regningen herfor løbe
helt op på 2000— 2500 rdl. årlig.202 Otto Sperling, der
var m indst lige så dygtig i pengesager som i medicin,
påtog sig imidlertid i 1638 selv at levere medicinen for