339 / 719
Christian IV’s tugt- og børnehus
329
selve indespærringen. Hvad den rigelige kost og den gode
behandling opbyggede, nedbrødes af de elendige hygiej
niske forhold, og gennem hele sin levetid led anstalten
under en selv efter datidens forhold meget høj døde
lighed.
En stadig trusel mod sundheden var den store sam
menstuvning af lemmerne. I det vidtstrakte tugthuskom
pleks optog de egentlige beboelseshuse kun en ringe
plads. Langt den største del af husene var opfyldt af
værksteder, og selv om der i 20’rne og 30’rne blev ind
rettet sovesteder i mange af værkstederne, var der altid
meget overbefolket i beboelsesfløjene. Tugthusordinan-
sen havde bestemt, at der i hver seng skulle sove to eller
tre børn (§ 29), men inventarierne (1621 og 1625) viser,
at tallet i praksis snarere var fire eller fem. Dette be
kræftes af Otto Sperling, der en tidlang var børnehus
læge. Han skriver i sine erindringer, at 3, 4 eller 5 drenge
sov sammen, af hvilken grund de syge altid fik lejlighed
til at sm itte andre.191
Tugthusordinansen pålagde fogden at drage omsorg
for renligheden i anstalten. Børnene skulle have rene
sengeklæder og skjorter så ofte som en gang om ugen,
og der sku lle daglig røges med enebærtræ, bæreddike
eller andet i alle kamre (§ 29) — et middel mod epide
mier, der allerede anbefales i biskop Knuds bog om
pesten.192 Selve rengøringen toges det ikke så nøje med.
Portneren skulle sammen med to arbejdsfolk holde gårde
og gemakker rene, dog undtaget pigebørnenes hus, hvor
de kvindelige funktionærer skulle ordne det fornødne.
Ingen af lemmerne måtte beskæftiges med rengøring
(§ 16).
Under disse forhold kunne rengøringen kun blive
yderst mangelfuld, og Sperling noterer da også, at der
altid var stor urenlighed og stank i sovekamrene.193 Men
sovekamrene var ikke ene om at være plaget af stank.