336 / 719
326
Olaf Olsen
offentlig støtte, og som derfor for overhovedet at eksi
stere måtte holde et meget stramt budget. De måtte
spare, hvor der spares kunne, og kosten, der var den
betydeligste udgift, blev naturligvis det felt, hvor der
ramtes først og hårdest.
Af samme grund var det for disse anstalter en livsbe
tingelse, at arbejdskraften udnyttedes effektivt. Dette
kunne ikke undgå at sætte sit spor på behandlingen af
lemmerne. For at drive tempoet i vejret blev de overalt
behandlet hårdt, ofte ligefrem brutalt. I England var
det, som tidligere nævnt, hovedsagelig pisken, der drev
værket. På kontinentet toges desuden adskillige andre
strafferedskaber i brug over for arbejdsuvillige fanger.
I det ovenfor omtalte tugthus i Frankfurt var der ikke
blot p isk og kag, men også „tugtebænk“ (en slags gabe
stok, hvori synderens hoved og arme fastlåses, medens
han p iskes) og „ein Båhren-Kasten mit eitel scharpffen
Ecken, darinnen man n icht bequemlich Stehen, Liegen,
noch Sitzen kan“.184 I de hollandske tugthuse var behand
lingen tilsvarende hårdhændet, men tillige præget af en
raffineret ondskab, der næppe havde sit sidestykke an
detsteds. Over for genstridige fanger, der ikke ville ar
bejde, anvendte man i tugthuset i Amsterdam en „pæda
gogisk“ straf. Synderen blev låst inde i en særlig celle,
som der derefter ledtes vand til, og hvis fangen ikke gav
sig til at arbejde — nem lig ved den pumpe, der var
anbragt midt i rummet — ville han uvægerligt druk
ne.185 Udover vandcellen fandtes bl. a. mørkekammer og
kag, og på sam tidige billeder fra tugthuset i Amsterdam
optræder en tugtebænk, der ikke blot fastklemmer hoved
og arme, men også fødder186 og således gør fangen alde
les værgeløs mod de slag, der hagler ned over ham.
I Christian IV’s tugthus var forholdene anderledes.
Der er intet, der tyder på, at man herhjemme har be
handlet lemmerne så hårdt. Tugthusordinansen kendte