347 / 719
Christian IV’s tugt- og børnehus
337
1640’rne var relativt fattige på epidemier. Den eneste
betydeligere var en tyfus- eller dysenteriepidemi, der kom
i Torstenson-krigens kølvand og nåede København i slu t
ningen af 1644.218 Hvorvidt denne sygdom fik større ud
bredelse i tugthuset, kan ikke ses. Anstaltens dødetal er
for 1640’rne ukomplette, men måske er det et fingerpeg
om epidemien, når nettoafgangstallet, der er udregnet
ved hjælp af variationerne i de ugentlige kostmandtal,
ved denne tid er noget større end normalt
.219
Når der ses
bort fra denne epidemi, om hvis virkninger i anstalten vi
altså intet bestemt kan sige, kommer alle københavnske
epidemier ind i tugthuset, hvor de forretter et forrygende
hærværk. Alle forsøg på at afværge sygdommen var på
forhånd dømt til at m islykkes, fordi man ikke i pesttider
sørgede for en fuldstændig isolation. En sådan forholds
regel havde været mulig. Amsterdamtugthuset gennem
førte under den store pest 1602—03 en så omhyggelig
isolation, at pesten overhovedet ikke nåede ind i an
stalten
.220
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de for
færdelige forhold i anstalten under epidemierne. Ikke
sjældent lå 70— 80 børn syge samtidigt, og syge-tallet
kunne endda være langt højere. Maxiinum nåedes 12. de
cember 1630 med 148 syge i selve anstalten
.221
En stor
bedring var det utvivlsomt, da der i 1634 indrettedes
plads til syge børnehuslemmer i bådsmændenes sygehus
på GI. Mønt. Det fremgår af regnskaberne, at dette syge
hus normalt havde 30— 60 patienter fra børnehuset. I
pestperioder var det dog kun en stakket hjælp. Under
1639-epidemien var der således på et tidspunkt indlagt
40 børn på bådsmandssygehuset, medens der i selve an
stalten lå 120 syge. Tugthuset havde langt fra personale
nok til at pleje så mange. Patienterne må være blevet
forsømt på det grusomste og den almindelige urenlighed