428 / 719
418
Henning Valeur Larsen
mere den vigtigste del af strækningen. I alt fald skriver
Jakob Knudsen i
Afklaring
(1902): „Kjøbmagergade og
Østergade var for Karl hele det første Aar Hovedruten
igjennem Kjøbenhavn, først senere opdagede han „Strø
get““.64 Her er der altså en direkte modsætning mellem
bl. a. Østergade og Strøget.
Medens
Før og Nu
—- som omtalt — mente, at Strøget
ved århundredskiftet ophørte med at være byens livsåre,
skriver Andreas Vinding i
Sorgløse Tider
om Østergade:
„Først omkring Aarhundredskiftet var den blevet rigtigt
Strøg, men saa til Gengæld ogsaa den vigtigste Del af
det“.65 Han sætter tilmed storhedstiden til efter Øster
gades asfaltering i 1890. Det er næppe korrekt — und
tagen netop for navnets vedkommende, der altså havde
sejret just ved denne tid. Pudsigt nok gør han Øster
gade til stævnemødernes gade, „hvor den vi ventede eller
den vi søgte kunde vise sig ved næste Drejning eller
uventet smutte frem fra de smaa, snævre Sidegader, og
pludselig stod vi da, ligesom tilfældigt, Ansigt til Ansigt“.
Også på dette punkt var gadens muligheder ved at ebbe
ud. Rigtigt er det vist derimod, når han — i forbindelse
med „Bristol“s åbning — skriver, at Rådhuspladsen i det
nye århundrede var ved at blive byens midtpunkt,66 en
påstand, hvori han støttes af Viggo Schiørring i
Hygge
lige gamle København
,67
Strøget fik ved den lejlighed sit
tyngdepunkt flyttet mod vest.
Hvad Strøget angår, har imidlertid det nye århundrede
ladet det nye navn besejre selv de officielle betegnelser
for de enkelte gader. I skriftsproget lever de vel endnu,
i talesproget næsten ikke. Ja, så udtømmende finder
man dette navn, at da man i 1939 oversatte Ivar Lo-
Johansons roman
Kungsgatan
til dansk, fandt man det
mest dækkende at kalde også Stockholms hovedgade og
dermed hele bogen for —
Strøget.