490 / 719
480
Frits Heide
efter Ginderup.6 Og begge Dele havde Capozzi haardt
behov. Efter en storstilet, men ingenlunde fredfyldt Til
værelse som Hofviktualiehandler og Hermetikfabrikant
her i Staden havde han i 1848 set sig nødsaget til at lade
sit Bo gaa til Konkursbehandling og sad nu som en gam
mel Høg, der bestandigt lurede paa Bytte.7
Og Tardini lod sig fange — troskyldig, som han paa
mange Omraader var, og uden Hensyn til den bedrøve
lige Kendsgerning, at man i Udlandet skal vogte sig mest
for sine Landsmænd. Til Adspredelse for Tardinis Børn
indbød Capozzi disse til sit Hjem, „hvor de var hjærteligt
velkomne, og hvor navnlig den lille Pige vandt særdeles
meget Bifald“. Her burde de blive, og selvfølgelig skulde
deres Pleje ikke koste Tardini en Skilling. Lass indsaa
imidlertid godt, hvad Capozzis Tanke hermed var; men
hans Protest blev ikke taget til Følge. Børnene blev taget
bort fra Jomfru Seydel, og dermed var de forudbetalte
20 Rd. tabt. Selvfølgelig lykkedes det ogsaa Capozzi at
faa Tardinis Personale ind som faste Pensionærer i sin
Restaurant; endvidere satte han sin berømte Landsmand
i Forbindelse med Tivoli-Spidser som Fyrværker Gaétano
Amici, Redaktionssekretæren ved „Flyve-Posten“, den
senere Forfatter af de meget læste Erindringsbøger om
det gamle København, Jacob Davidsen, „Pjerrot“s Bro
der, M. V. Volkersen, der fra sit lille Bogtrykkeri i
Bazarbygningen leverede Programmer og Plakater til
Etablissementet, samt endnu flere, og stimulerede
Tardini til at opvarte dette indflydelsesrige Selskab
med standsmæssige Middage, hvortil ogsaa hørte kostbar
Vin, som Tardini, iøvrigt paa Grund af sin Sygdom, slet
ikke kunde taale. Til disse Gilder undlod Capozzi ikke
at lade sig selv indbyde som Gæst.
Ogsaa mod denne paagaaende Overprioritering af den
italienske Luftskipper tog Lass til Orde; men heller ikke
her var hans Protest af nogen Virkning. Tardini var