575 / 719
behold. Hun var som Barn meget følsom og havde van
skeligt ved at „falde til“ i sin Skole; hun havde ingen
Kammerater, hun brød sig om, og Arbejdet interesserede
hende ikke. Under sådanne Omstændigheder kan der i
et Barnesind let opstå en Uvilje, som holder sig Livet
igennem. Den lille Anna Brenøe kom i Skole 1813 som
10-årig. Det var et af Byens største og mest ansete Pige
institutter, siger hun; det havde henved halvandet Hun
drede Elever. Dermed er Fru Bittermandel indkredset og
kan med nogenlunde Sikkerhed bestemmes. Der var 1813
ikke mere end eet P igeinstitut med så stort et Børnetal,
og det blev bestyret af en stærk og særpræget Person
lighed, der nok kan have gjort Indtryk på et frygtsomt
og følsom t Barn. Madam
An tonette Linde
havde 1787
åbnet et P igeinstitut i Rådhusstræde, hvor hendes Mand,
der var Oldermand for Guldsmedelavet og senere eligeret
Borger, ejede en Gård. Senere flyttedes det til Lille Hel
liggejststræde, hvor en Bygning, som var kongelig Ejen
dom
,9
stilledes til dets Rådighed mod, at det modtog fat
tige Officersdøtre uden Betaling. Madam Linde og hen
des ældste Datter, der fortsatte Skolen efter hendes Død,
synes at have haft fremragende Lederevner, som de ud
foldede efter håndfaste Principper. En Del af hendes
Elever var Pensionselever, og den Forældremyndighed,
som hun derved fik Andel i, udøvedes efter Formelen:
Vi alene v id e ! Da Drewsen på Strandmøllen, den kendte
Landøkonom og Politikers Fader, havde m istet sin Hu
stru, tog han ind til Madam Linde og fik sig en ny; —
den yngre Drewsen antyder i sine Erindringer, at hans
purunge Stedmoder havde været under et vist Pres
!10
— Adskillige Aar efter den stoute Institutbestyrerindes
Død m indes Pastor Brorson ved Garnisons Kirke hende
med en gysende Beundring, som i en Indberetning om
Skolen får ham til at slå over i højtidelig Stil: den ledes,
siger han, stadig efter de ophøjede Grundsætninger, „som
ginge i Arv fra Moderen til Døtrene“.
Heiberg har som sagt næppe kendt hende og alene af
den Grund heller ikke „nøje skildret“ hende i sin mun
tre Vaudeville. Men da Tæppet d. 22. April 1826 gik op
for „Aprilsnarrene“, stod hun lyslevende dér på Scenen.
Hun havde i 28 Aar hævdet sin Skoles Ry som den bed
ste i Hovedstaden. Nu var hun „comisk S tof“.
„Aprilsnarrene“
i
skolehistorisk Belysning
565