570 / 719
560
Otto Mackeprang
Eksistensen af en rendesten af den angivne størrelsesorden i
1600-tallets sidste halvdel har dog ikke kunnet efterspores. Noget
andet er, at gadens tilstand på den tid har været meget slet. I
en af kæmneren i januar 1680 foretaget synsforretning hedder
det således: „Jeg har været ved Kgl. M. Have, hvor jeg befinder
gaden langs den kgl. haves plankeværk noksom at være brolagt
på den venstre side ud til Gothersgade, men ellers befindes den
af uforskammede mennesker meget ilde at være besm ittet med
menneskers urenlighed, hvilket at forekomme jeg ej kan vide
noget råd . . . . Desforuden er samme gade mange steder belagt
med store møgdynger, som mest er tilsamm enbåret af en del der
omkring boende allehånde slags folk . . . . “, se Oluf N ielsen: Kø
benhavns historie og beskrivelse V (1889), s. 70. Og fortidige
afløbsforhold på stedet, om sådanne i det hele taget lader sig
påvise i naturlig forbindelse med anlægget af Gothersgade i
dens oprindelige udstrækning, kan ikke tænkes at have været på
tale, da gaden fik sit navn fastslået. En sådan fremgangsmåde
ville have været fremmed for den tids tankegang. Grave historisk
topografiske forhold frem , når en gade skulle navngives, gjorde
man ikke. For øvrigt ses ordet „gotter“ i betydningen „rendesten“
ikke at have vundet indpas her i landet. Den store ordbog over
det danske sprog kender det i hvert fald ikke i den betydning.
Denne ekstra diskussion om oprindelsen til navnet Gothersgade
kan måske forekomme en og anden ret ørkesløs, da der jo efter
sammenhængen ikke hersker nogen tvivl i så henseende. Men den
giver et udmærket eksempel på, i hvor høj grad vore gadenavne
kalder på tanker og sætter fantasien i sving. Og morsom t er det,
at den gennem de mange generationer nedarvede udtaleform : „Got-
tersgade“ endnu så sent som i 1777 har afspejlet sig i en fornem
kongelig anordning. Thi andet kan faktisk ikke udledes af den
heri gjorte brug af skrivemåden „Gottersgade“.
8) H. M. K. 4. III, s. 6— 10.
9) H. M. K. 4. III, s. 11 og 13.
10) Grethe Hartmann: Boliger og bordeller (1949), s. 10 ff.
n ) Skrivelse af 20/11 1952 fra Stednavneudvalget. Sagen 4. afd.
N 42— 1952. Gadenavneudvalgets arkiv. — Ordbog over det danske
sprog XVII (1951), sp. 70— 71.
12)
Sagn og historier fra København og omegn. Udvalgt og ind
ledet af Henning Henningsen (1950), s. 24— 26. — En gravso de
fineres i Ordbog over det danske sprog VII (1925), sp. 43, som et
„spøgelsesdyr i skikkelse af en so, der ifølge folketroen viser sig
om natten (på kirkegårde) og varsler ulykke“. — I H. C. Andersens