574 / 719
564
H. P. Langkilde (f)
begynder nu en Kamp for Tilværelsen, der er præget af
Ængstelse og Uvished, for Konkurrencen er overvælden
de; en Kamp, der imidlertid meget ofte føres med Tap
perhed og Dygtighed. Vi kan følge den fra Aar til Aar
gennem Indberetningerne til Direktionen, og den kan vel
undertiden kalde på Smilet, men lige så ofte på Beun
dringen. Et Par Eksempler i Flæng på Institutbestyrer
inder af denne Kategori: Fru Anneken Vahl, Enke efter
den i 1804 afdøde Botaniker, Professor Martin Vahl,
hvem Oehlenschlåger hædrede med Digtet „Dækker
Graven, Blomster sm aa !“, havde i en Aarrække et anset
Institut i Holmens Sogn
.4
To Ritmesterdøtre, Frøknerne
Dormeyer, repræsenterede ligeledes Standen på yderst
respektabel V is
.5
Endogså den altid på Farten værende
Frøken Trumfineyer optræder jævnlig i en Skikkelse,
som i hvert Fald er Sympati værd. Netop i det Forår, da
„Aprilsnarrene“ havde sin Førsteopførelse, begyndte så
ledes en ung Dame den trumfmeyerske Vandring rundt
til Byens P igein stitu tter
.6
Hun var ikke blot Frøken —
hun var Komtesse! Var hendes Navn blevet nævnt i Hei-
bergs og hans Moders Fæ lleshjem på Christianshavn,
havde det sikkert vakt Opmærksomhed: hun hed Sofia
Gustava Gyllenborg og var Datter af en svensk Greve
,7
som lige var død i yderste Fattigdom . Den 1. Juli 1826
mødte Skifteretten i hans Lejlighed i Farvergade for at
foretage Skifte og Deling. Forretningen forenkles ken
delig derved, at Møbler og Effekter ikke er Boets, men
tilhører Værten, der har taget dem i Pant for ubetalt
Husleje og kontante Forstrækninger. Så begynder den
lille Komtesse at give Timer i Fransk. Hendes Vandring
går fra Miss Mitchells Institut i Dronningens Tværgade
til Fru W achs’ i Vingårdstræde og videre til Madam
Hesselbergs i Farvergade. „Gives der en bedre Vej?“, som
Frøkenen synger i Stykket. Komtesse Sofia Gustava
fandt i hvert Fald ingen bedre; hun døde fattig og ugift
i Efteråret 1841.8
Men det var Fru Bittermandel, vi skulde opsøge. Anna
Nielsen, som mente at genkende hende ved Førsteopfø
relsen, er for så vidt et første Rangs Vidne, som hun
selv optrådte ved den Lejlighed i Constances Rolle. Men
hendes Påstand om, at den, hun tænkte på, var „en rå,
despotisk og egennyttig Person“, må tages med lidt For