189 / 322
172
Ved Indvielsen al Frederiksholms Kirke.
Af Biskop, Dr. theol.
H. Ostenfelcl.
Phil. 1, 3—11.
Af alle de Menigheder, som blev stiftede ved Apostlen
Paulus’s Forkyndelse, var der ingen, der stod ham saa per
sonlig nær som Menigheden i Philippi. Her kunde han tale i
tryg Vished om, at hans Ord ikke vilde blive fordrejede, her
fra kunde han uden at frygte for Misforstaaelse modtage
Gaver under sit Fangenskab. Denne hjertelige Stilling kom
mer frem allerede i Indgangen til hans Brev i den glade
Taksigelse, hvormed han begynder. Han finder hos denne
Menighed
Missionssind,
han takker for dens Deltagelse
»med Evangeliet som Maal«, og han nærer et frejdigt Haab
med Hensyn til dem. Hvorpaa bygger han dette lyse Haab?
Ja, han kunde have sagt, at han saa lyst paa deres Fremtid,
fordi han omfattede dem med saa stor Kærlighed; og denne
Begrundelse vilde have været sand, men svag; thi menneske
lig inderlig Kærlighed kan omskiftes og afkoles.
Han kunde have skrevet, at de havde begyndt saa godt,
og derfor var der ogsaa Grund til at haabe paa eri god Fort
sættelse. De havde begyndt godt, de havde udstaaet tran
ge Tider og Forfølgelser uden at bukke under. Men Paulus
vidste noget om, at den menneskelige Kraft kan udtømmes
og trættes, saa at den gode Begyndelse visner og bliver til
intet. Derfor bygger han ikke sit lyse Haab for dem paa dette
Fundament. Men hvorpaa bygger han det da? Han siger:
»Gud, som begyndte en god Gerning i Eder, han vil ogsaa
fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag.« Han ser det, som er
sket iblandt dem, ikke som deres Gerning, men som Guds Ger
ning. Og Gud bliver ikke træt, hans Begyndelser visner ikke,
han er den, som fuldfører det, som han har begyndt.
Nu staar vi i Dag paa en Højtidsdag for denne Menig
hed, og Menighedens Venner glæder sig med den, at den kan
flytte over fra det lille Træhus til dette Kirkehus, som kan
rumme flere og give bedre Arbejdsbetingelser, og jeg tæn
ker, at manges Sind i Dag er fyldt med Glæde og Tak. Men
midt ind i Glæden og Takken kan der komme ligesom et
koldt Pust ved at Spørgsmaalet rejser sig: »Kan det holde?
Vil nu det større Rum blive fyldt? Vi sad saa tæt sammen i
det gamle Hus, vil det nu ikke se noget mere sparsomt ud?«
Og nu véd jeg, at man kan trøste sig paa forskellig Maade.
Man kan sige, at det skal nok gaa, thi det er jo gaaet fremad
hidtil. Og maaske er dette tilstrækkeligt lor den, som er udrus
tet med et særligt lyst Syn; men for den, som ser paa Virke
ligheden som den nu er, forslaar dette Grundlag for et Haab
ikke ret meget. Men saa kan det endvidere siges: Jo, vi har et
godt Haab, for nu er her arbejdet trofast i 9 Aar, og det er