194 / 322
KøbenhavnsKirkesag
og Menigheden.
Nr. 16.
April.
1928.
Store Bededag.
Det er intet Tilfælde, at Bededag er blevet Københavns
Kirkesags særlige Dag. Tanken med Bededagen er jo vort
Folks Frelse, gennem Bod og Omvendelse, og Tanken med
Kirkesagen er det samme for vort Folks Hovedstad — alene
Tankeløshed kan overse, hvor meget denne betyder for hele
vort Folk. Inden Genforeningen taltes der ofte om, at Landet
vilde trække Byerne med sig i Sønderjylland. Udviklingen
gaar vel egentlig den modsatte Vej, at Byerne, og da først og
fremmest København, trækker Landet med sig. Der er næppe
mange, som forstaar, hvad Menighedslivet betyder for et
Folk, som ikke ser Alvoren i denne Udvikling.
Men det hjælper ikke at grave Grøften dybere; det, som
ikke duer, finder sagtens Vej over den. Det er vanskeligere,
men ogsaa mere paakrævet, at bygge Bro. Kirkesagen har
bygget Bro, og en Bro, ad hvilken Strømme af Velsignelse er
kommet til København. Det kan være smaat nok herinde,
men alligevel sagde for nylig en københavnsk Præst, som
før havde været andetsteds, hvor der var et kraftigt og levem
de Samfundsliv: „Jeg er aldeles forbavset, ikke blot over,
hvor der arbejdes herinde, men over den aandelige Kraft,
jeg møder i Menighedslivet, langt over, hvad jeg før har
mødt.“ Og andre siger det samme. Jo, Kirkesagen har ikke
arbejdet forgæves.
Men i samme Grad, Menigheden ud over Landet er med
til at bære det Arbejde, i samme Grad vil det ske, at Veb
signelsen vender tilbage fra København til Landet. Der er et
Sted ude paa Landet en gammel Præst, som kan sige disse
to Ord: „Vo r Hovedstad“, saa det bliver siddende i Hjertet.
Maatte Kirkesagens mange Venner rundt om i Landet nu til
St. Bededag kunne sige disse Ord, „V o r Hovedstad , saa de
bliver siddende i Hjertet.
Vi har Spørgsmaal, som er vigtigere end Pengene
de
efterfølgende to Artikler taler derom — men en god Bede?
dagsgave er alligevel af væsentlig Betydning for hele vort
Arbejde. Vi trænger til den, og vi tør bede frimodigt om den.