KøbenhavnsKirkesag

182

Ikke engang til folkevalgte Menighedsraad. Og saa kommer vi

altsaa til det næste Punkt:

Særstillingen.

Bagved den forskellige Opfattelse af denne lig*

ger naturligvis det forskellige Syn paa Kirkens Demokratisering.

Ikke saaledes, at man ikke anerkender den og regner med den, men

Uenigheden drejer sig om, hvilken Stilling Menighedslivet skal ind*

tage overfor den — om det skal nøjes med at være taalt, eller om

det klart skal hævde sig indenfor det folkekirkelige.

Jeg kan ikke se andet end, at den Betragtning heraf, som med

megen Styrke er hævdet bl. a. af Friis Hansen og Biskop Wegener,

er den rette. A t til Folkekirken som den faktisk er, hører baade det

udvortes Regimente, som nu i Tiden særlig er i Hænderne paa Mes

nighedsraadene, og det frie aandelige Arbejde, som er Betingelsen

for, at en Folkekirke ikke stivner og mister Præget af at være en

Kirke. Mellem disse to er altid en skjult, ofte en aabenbar Modsæt*

ning tilstede. Og jeg ser

noget

af Kirkefondets Betydning netop i

dette fremfor noget andet Arbejde i dansk Kirkeliv at være et

Mellemled, om man vil en Stødpude mellem disse to Modsætninger.

Derfor forekommer det mig, at Kirkefondet netop gennem sin Sær*

stilling i en ualmindelig Grad evner at give de »Myndigheder, som

er« hvad deres er, og Menigheden hvad dens er. Derfor synes det

mig et saa reelt Tilbud, naar Kirkefondet siger: »her har vi bygget

en Kirke, vil I have Halvdelen gratis til fuld folkekirkelig Brug,

kan I faa det — og vil I ikke det, saa beholder vi altsaa vort alene«. <

For det er jo i Virkeligheden det, der siges, hver Gang en af Kirke*

fondets Kirker g'aar ind i Folkekirkens Arbejde med »Klausulen«.

Denne forekommer mig altsaa ikke at væré noget tilfældigt, men

noget, som

nøje svarer til Kirkefondets Idé-

Det understreges selvfølgeligt yderligere ved, hvad jeg omtalte

i en Artikel i forrige Nummer af dette Blad, at hvis man er klar

over, at Menighedens Opgave i København overhovedet er vanske*

ligere end andre Steder, og at Faren for rent politiske, altsaa verds*

lige Menighedsraad ogsaa her er større end andre Steder — for

Professoren taler jo om, hvorfor man ikke kan gøre herinde som

ellers, naar der bygges en Kirke*) — saa er det yderligere naturligt,

.at man sørger for, at Menigheden kan faa Plads til sit Arbejde ved

de Kirker, den faar rejst. Selvfølgelig kunde man gøre et saadant

Arbejde ud fra rene Valgmenighedskirker — og jeg personlig er

*j Vil man nævne Frederiksberg, hvor Kirkerne ikke ejes af

noget Kirkefond, saa skyldes det rent historisk, at Kirkesagen der

paa forskellig Maade kunde faa den offentlige Støtte, vi ikke kunde

faa i København. Derved blev de ikke tvunget ind i samme Udvik*

ling som vi — saa fandt vi ganske vist her, som saa ofte, at Vanske*

lighederne netop gemte en Velsignelse og Kraft, vi ikke vil undvære.

Dels af denne historiske Grund, dels fordi Forholdene paa Frede*

riksberg overhovedet paa forskellig Maade ligger nærmere ved For*

holdene i det øvrige Land, er Spøgsmaalet om Garantier ikke blevet

brændende der.