203 / 322
186
Professoren taler smukt om »det Menighedsliv, som blomstrede
frem i de nye Sogne«. Aah ja — aah ja — Blomstringen var jo ikke
saa sjældent kun saa som saa. Og det, der skete i 1920, da de ordn
nerede Medhjælpere blev fast ansatte, var ganske vist en økonomisk
Lettelse, men unægtelig tillige en reel Svækkelse af Kirkefondets
aandelige Indflydelse. Og jeg tror, der er en voksende Forstaaelse af
at Guldet maaske blev købt for dyrt, saa de »konsekvente Kæm«
per«, som Professoren smilende kalder Modstanderne af Ordningen
i 1920, maaske ikke blot tilhører Fortiden, men ogsaa Fremtiden.
Thi gælder det et aandeligt Arbejde, svækker man, som før nævnt,
Frivilligheden ved væsentligt at give den sine Opgaver i det ydre
Overdrev. Og der kunde nævnes meget mere, som viser Afstanden
mellem Idé og Virkelighed.*)
Det hændte mig engang i Efteraaret, da jeg kørte med min
Vogn paa en fuldstændig isglat Vej, at jeg maatte bremse for en
modgaaende Vogn, der pludselig kørte frem- Resultatet var ret
givet. Vognen rutchede et godt Stykke og kom derved nærmere og
nærmere til Grøften. Den sidste Fase forløb meget hastigt. Det var
at glide i Grøften og vælte rundt med Vognen, til en Telefonpæl
standsede al videre Bevægelse. Der laa jeg mellem Skaarene med
Hovedet mellem Telefonpælen og Bardunen. Naa, det betød ikke,
.andet, end at jeg fik flere af de skrøbeligste Dele paa Vognen er*
stattet af nye, saa jeg gratis fik en bedre Vogn. Saadan
kan
det
altsaa gaa, men det kan ogsaa gaa ganske anderledes. Og jeg kan
forsikre, Eksperimentet ikke er morsomt — og havde det været en
tungt lastet Vogn, var det næppe bleven ved Eksperimentet-
Jeg er ikke fri for at have noget af den samme Følelse m. H. t.
Kirkesagen. Jeg er ikke bange for et klart Valg mellem to modsatte
Standpunkter. Men at føle sig rutchende hen ad en Glidebane giver
*) Naar man derimod undertiden mener, at Kirkefondet ved at
tage imod Lønninger til »sine Præster« har kastet sig i Armene paa
Folkekirkeligheden, saa er det forkert- Det var i 1920 højest Folke*
kirkeligheden, som tilbød Kirkefondet sin Arm at støtte sig til paa
et Tidspunkt, hvor det kneb at følge med. Og Kirkefondet tog ikke
Armen anderledes, end at det kunde prøve, hvordan det gaar paa
den Maade. Men det har fuld Ret til, hvad Øjeblik det vil, at sige:
»Tak, jeg tror, jeg for Fremtiden gaar bedre alene«.
Og det er fremdeles forkert at tale om det selvmodsigende ved
at have sine Særrettigheder, samtidig med at man faar folkekirkelig
Understøttelse. Thi paa de afgørende Punkter
suspenderer man jo
netop Særrettighederne? saa længe man har Understøttelsen,
idet man
saalænge i Flovedsagen er undergivet det normale folkekirkelige
Regimente i Menighedsraadene. Det er i Virkeligheden forkert at
kalde de fastlønnede Præster for »Kirkefondets Præster« — de er
..slet og ret Folkekirkens Præster ved Kirkefondets Kirker, men ansat
som alle andre Præster. Og den Dag, man vil gøre Særrettighederne
effektive, er det ogsaa forbi med den folkekirkelige Understøttelse;
,saa maa man selv betale Gildet.