206 / 322
189
Vi møder i vore Samfund en sørgelig
Mangel paa Enhed■
Dette
er meget alvorligt. Naturligvis er der større Vanskeligheder i Sams
fundene i København end paa Landet. Der kender man hinanden
bedre og er af mere ensartet aandelig Støbning. Herinde, hvor man
har saa lidt omgangsmæssigt med hverandre at gøre, er det vans
skeligere at smelte sammen. Herinde er der større Forskelle i det
aandelige Syn, og det er fra een Side godt. Muligheden for at stivne
bliver mindre, hvis man da forstaar, at det er en Rigdom, og vil
lade enhver have sin aandelige Ret. Men alt for ofte vil man over*
vinde hinandens aandelige Syn, og saa gør det Fortræd. Der er ikke
noget at sige til, at man ærligt kæmper for det, man synes er det
rigtige- Men ak, hvor ofte er det de aandelige Værdier, der skaber
Mangel paa Enhed? Hvor tit er det ikke bare personlig Kiv og
Strid, til den største Forargelse for alle, der ser det! Det maa siges
rent ud, at de hører til de Ting, der skader Guds Rige mest herinde,
at det er en bekendt Sag, at Præster ved samme Kirke ofte ikke
kan med hinanden. Man kan blive dybt modløs, naar man atter og
atter møder det og ser, hvorledes de udenforstaaende trækker paa
Skuldrene og bruger det som en Undskyldning til at holde sig
udenfor det hele. Her tales ikke om, at der er en Modsætning mellem
Liv og Død, ogsaa i Præsteverdenen, en Forskel, som jeg ikke ønsker
fortonet, men her tales om Tvist af personlig og ufordragelig Ka*
rakter. Som blandt Præster, saaledes ogsaa i Samfundene. Der er
alt for meget af dette: »Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt
dem, hvem af dem der maatte synes at være den største.« Derfor
en underlig Mangel paa Varme. V i staar jo i vore Dage overfor
mange, der træder ud af Folkekirken og gaar til de mindre Tros=
samfund, f. Eks- til Pinsebevægelsen. Det, der var i Vejen, var saa
ofte, at de syntes, der var saa koldt hos os, hos de andre blev de
mere favnet, taget imod med aabne Arme. Dette meget mere end
Lærespørgsmaal er Grunden til, at vi tit ser nogle af vore bedste
forlade os. Jeg ved godt, at der heller ikke indenfor de mindre
Trossamfund undgaas Splittelser, endda af dybtgaaende Karakter.
Men trods alt føler mange altsaa større Varme der end hos os.
Dernæst vil jeg nævne
Mangel paa Afgjorthed.
Jeg tror bestemt,
at der tidligere var et tydeligere Skel mellem troende og vantro,
end der er nu. Troende Mennesker optager alt for villigt Verdens
Metoder, f. Eks. hvor det drejer sig om vore Penge. Skellet skal
Livet sætte, vi Præster kan blot pege paa det, naar det er der. Der
findes i vore Dage et bredt Ingen Mands Land, hvor troende og
vantro færdes med lige Ret. Aandens Kraft mangler i vore Sam«
fund. Der er ingen Tvivl om, at Pinsebevægelsen har gjort en Ind*
sats ved at pege paa Nødvendigheden af mere af Aandens Fylde,
mere Helliggørelse. Fordi det kniber der, finder vi
Mangel paa Mis*
sionssind
og Frimodighed til at bære et Vidnesbyrd frem. Jo mere
Forskel der er mellem troende og vantro, des mere Kraft kommer
der i Vidnesbyrdet. Jeg tror ikke, vi nær saa godt som det fore*
gaaende Slægtled kan lide med Mennesker, det piner os ikke, som