212 / 322
195
saa her i Danmark, og det vil løfte sig og straale for Eftertiden
over en Sveriges tro Søn og den svenske Kirkes tro Tjener.
Guds Trøst være over hans Hustru og Børn!
A. Fibiger.
Moderne Dogmedannelse i Kirkesagen.
Der er ved at danne sig et Dogme i Kirkesagen. Det nem
lig, at Kirkefondets Særrettigheder, som synes at gaa paa
tværs af Tidens hele Aand, skaber en saadan Uvilje i Be
folkningen, at det vanskeliggør Arbejdet blandt Sognets Be
boere — og at man derfor maa se paa en eller anden Maade
at faa dem ud af Verden.
Det lyder i og for sig meget rimeligt. Og det vil særligt
virke paa dem, der er optagne af Tidens Spørgsmaal — og
da først og fremmest det altoverskyggende, hvordan Kirken
kan vinde det tabte Land tilbage. De, som føler Kirkens — ja,
hvorfor ikke sige det rent ud: Afmagt. De, som synes, at de
midt i Usikkerheden i hvert Fald har forstaaet saa meget,
at det sker ikke ved Magt og ikke ved Styrke, saa lidt som
ved at støtte sig til ydre Garantier, men ved Guds Aand —
hvad enten de saa paa Tysk kalder den »Schopfergeist«,eller de
holder sig mere ved Jorden. De, som er optagne af Tanken
om en ny Tingenes Tilstand, mere gennemtrængt af Ret
færdighed. Med et Ord, Mennesker, som andre holder af at
kalde for »Idealister«. Der er adskillige saadanne, ikke mindst
yngre, som mener, at Vejen fremad for Kirkesagen kun kan
gaa gennem den Selvfornægtelse, det er at opgive disse »Ga
rantier«. Nogle er faste i Troen. Andre tænker, at naar saa
mange brave Mænd mener det, maa der dog vist være noget
om det. Og saadan breder Troen paa Dogmet sig.
Nu er Dogmer jo gode til deres Brug. Det kan de maaske
endogsaa være, selv om de nærmest kuh udspringer af in-
denfra kommende Spekulationer. Men vi skulde dog i vor
dogmerædde Tid i hvert Fald have lært saa meget, at vi for-
staar, at hvis Dogmet og Historien staar overfor hinanden,
er det Dogmet, som maa bøje sig for Historien.
Og Sagen betyder noget. Det er nemlig ikke et blot teo
retisk Spørgsmaal, vel egnet til at være Tumleplads for dem,
der gør i Problemstillinger og Nyorienteringer. Det er et over-
maade praktisk Spørgsmaal, for det er Spørgsmaalet om,
hvorvidt Kirkefondet skal opgive den Stilling, det hidtil dog
med nogen Energi har forsvaret — og som der unægtelig ikke
forekommer mig nogen som helst Grund til at opgive.
Hvis nemlig Historien her bekræftede Dogmet, maatte man