207 / 322
190
det skulde, at tænke paa de Hundreder af Tusinder, som haster
mod Undergangen og gaar fortabt, dersom de ikke standses. V i vil
gerne have dem til at komme i vore Kirker og i vore Samfund, og
vi siger ikke, at det er, fordi det er dejligt at have fulde Kirker og
store Samfund, men det er alligevel det, vi er indstillede paa,' mere
end Angst for, at Mennesker skal fortabes- Ved Hjælpeindsamlin*
gens Repræsentantstævne fortalte Pastor Holmer . om en Kone, der
opfordrede Hr. Pastoren til at prædike noget mere om Helvede,
»men det kunde Pastoren nu ikke«. Og det synes jeg er rigtigt. Det
er ikke klaret bare med at prædike om Helvede. Er der ikke hos os
selv og i de Menneskers Sind, der skal bære Vidnesbyrdet frem,
noget af Kristi Lidelse og hans Taarer, da bliver det som lydende
Malm og klingende Bjælde.
Endelig vil jeg nævne
Mangelen paa Kærligheden til Mennesker-
Der tales med god Grund meget om social Forstaaelse og Nødven*
digheden deraf for Guds Folk. V i kan ikke nøjes med at prædike
for Mennesker, men det kan heller ikke gaa at nøjes med at holde
Diskussioner med dem, selv om vi nok saa varmt stiller os paa de
fortryktes Side og taler om, hvad der burde gøres- Dickens taler i
»Lille Dorrit« om Omsvøbsdepartementet, som udelukkende be*
skæftiger sig med at finde ud af, hvorledes en Ting
ikke
skal gøres.
I mange Tilfælde synes vi, at man i det politiske Liv lever af det
samme. Den kristne Menigheds Opgave er ikke først og fremmest
at sige, hvorledes disse Ting skal gøres eller ikke gøres — men
at
gøre dem.
Den hedenske og den afkristnede Verden har i mange
Henseender et ringe Begreb om Jesus Kristus, men de opfatter ham
mere end noget andet som den, der ikke blot satte ny og herlige
Tanker ind i Verden, men som den,
der gjorde det,
hvor alle de
andre mere eller mindre nøjes med at snakke.
Fra Pastor Bjørk har jeg en Historie om en Missionær, der rejste
til Kina. En Dag, da han stod paa den store Damper og saa ned
over Forskibet med Vrimmelen af gule, skidne og stinkende Kine*
sere og mærkede hele sin Racestolthed rejse sig i Væmmelse, slog
det med et ned i ham: »Hvad vil du i Kina? Du elsker jo ikke
Kineserne!« Fra da af bad han næsten kun den ene Bøn: O Gud,
giv mig at kunne elske Kineserne! Han var saa igennem en og tyve
kinesiske Byer paa Prædikerejse, og da han var færdig, havde de
i alle disse en og tyve Byer sagt, at aldrig havde de staaet overfor
en Missionær, hvor de i den Grad kunde mærke, at han elskede
Kineserne. Det er noget af dette Sind, vi trænger til.
Men nu
Lyssiderne
da? Ja, der vil jeg først nævne,
at vi ser alt
dette■
Det er Betingelsen for, at Guds Kraft kan fuldkommes i os,
at vi erkender og bekender vor Magtesløshed og vor Synd. Paa
Rejser for Hjælpeindsamlingen er jeg blevet spurgt, om jeg deler
det mørke Syn paa Menighedslivet i København, som særlig kom*
mer frem i den i »Taarnets Fuldførelse« gengivne Forhandling, eller
om jeg havde et lysere Syn, fordi man i det, jeg fortalte om Arbej*
det
1
Timotheus Sogn, syntes at spore dette lysere Syn. Jeg har