KøbenhavnsKirkesag

i sig selv ikke Tryghedsfornemmelser — og vor Vogn er jo ret

tungt lastet. Der er Mening i to Ting, men en Glidebane er der

ingen Mening i. Den er blottet for Idé — selv en daarlig Vej er

bedre-

Det er derfor, jeg er saa glad for Warmings Artikel, fordi jeg

synes, den siger det saa klart, at staar der end næppe noget virke*

ligt Valg mellem Warmings nye Vej og Kirkefondets gamle Vej

— saa staar der til Gengæld et i høj Grad virkeligt Valg mellem

denne sidste Vej og den Glidebane, der let først ender ved Tele*

fonpælen.

Og Artiklen viser endelig

—

indirekte, men stadig klart

—

Linjer, der maa trækkes bestemt op,

om det skal gaa fremad.

For det første, at vi besinder os paa et klart

Standpunkt,

saa

ikke Ideen peger i een Retning og Praksis ligesaa meget i en anden.

Dernæst, at dette betyder, at vi klarer for os selv, hvorledes vi

bedre kan komme fremad mod vort

aandelige Maal

og løfte vor

aandelige Opgave. Det betyder mange Ting, men det betyder navn*

lig een Ting. Den Ting nemlig, hvormed Kirkesagen staar og falder,

Spørgsmaalet om de rette Præster- Og falder den paa det Spørgs*

maal, er der forøvrigt ikke meget ved Resterne af Vognen-

Og endelig: at den

Frivillighed,

som vi ser som noget afgørende

i Kirkesagen, i stigende Grad faar sit rette Omraade, de aandelige

Opgaver. Saa vil ogsaa det Spørgsmaal forstumme, som nu kan

rejse sig af og til, hvorfor vore Menigheder skal betale den Drift,

som de andre faar fra Ligningen. Fordi det saa bliver lysende klart,

at det hører med til de Midler, som er i nøje Sammenhæng med

vort egentlige Maal og derfor ganske simpelt er nødvendige-

Og saa tror jeg forøvrigt ikke, vi behøver at være bange —

trods Glidebanen. For den smelter, saa snart der kommer lidt Sol

og Varme. »Og immer det dages dog paany, naar Fljerterne Mor*

gen vente.«

Men jeg tror ganske vist ikke, nogen rosenfingret Dagning ven*

ter os for Enden af den Vej, Professor Warming vil have os ind paa.

P-

Helwe

Larsen.

Lyspunkter og Skyggesider i Menigheds*

arbejdet for Tiden.

Min Berettigelse til at sige noget om Menighedslivet i Køben*

havn søger jeg i, at jeg paa den ene Side har været herinde længe

nok til at vide, hvad jeg taler om, men paa den anden Side ikke

længere, end at jeg endnu ligesom ser paa Forholdene udefra. Jeg

har levet Størstedelen af mit Liv paa et Sted, hvor det aandelige

Liv var ringe, og jeg har været Præst paa en Egn, hvor der var et

ret rigt aandeligt Liv af den solide jydske Støbning. Fordi jeg kun