198 / 322
181
hvis Kirkerne gaar fra Frivilligheden over til Ligningen, vil det
aandelige Formaal mistes. Thi det kan ikke gøre Flytningen med
over til Ligningen.
Her gælder det for Frivillighedens Pionertjeneste ikke om at
overgive det erobrede Land til andre, men om at faa andre Lige*
sindede med i Arbejdet paa at opdyrke det erobrede Land. A f den
ganske simple Grund, at der ikke er andre at overgive det til.
Vi vil ikke opgive Frivilligheden, fordi vi tror, den har
en aande*
lig Værdi.
Jeg ser nok, Professoren raillerer over dem, der mener
som de indiske Fakirer, at Offeret i sig selv har Værdi. Jeg ved*
kender mig i hvert Fald saa meget, at jeg tror, der er en egen Vel?
signelse ved Kirker, byggede for Menighedens frivillige Gaver —
og er der Ofre deriblandt, gør det ikke Velsignelsen mindre —
fiemfor Kirker, byggede gennem Skatteudskrivning, selv om man
giver den et saa smukt Navn som Kirkeligning. Og er noget rigtigt,
bliver det næppe galt, blot fordi indiske Fakirer muligvis kan mene
det samme, endsige hvis de mener noget andet. Og har Frivillig*
heden en saadan Velsignelse i Følge, opgiver man den ikke, blot
fordi Tiderne bliver vanskelige — og endnu er vi i denne Sag ikke
saa langt nede, at det af Professoren omtalte »mægtige Apparat«
præges af de mange af ham nævnte Metoder til at faa Penge af
Folks Lomme. Men selvfølgelig: hvis Frivilligheden væsentlig skal
samle sig om ydre Opgaver, som forsaavidt lige saa godt kunde
klares af det offentlige, og ikke b&gved klart kan se det aandelige
Maal, saa kommer uvægerligt før eller senere det Tidspunkt, da
den gaar i Staa, fordi den saa er kommet udenfor sit egentlige Felt.
•I samme Grad den derimod kan se, det gælder et aandeligt Arbejde,
i samme Grad vil den rette Frivillighed styrkes; saa er den der,
hvor den har hjemme.
Vi vil navnlig ikke opgive Frivilligheden, fordi
kun gennem den
kan Arbejdet bevares som et aandeligt Arbejde.
Tænk, om D.M.S-
skulde leve af Ligning! Enhver vilde forstaa, at saa var man færdig
med at præge Arbejdet aandeligt. Ja Sammenstillingen er hen i
Vejret, om man ser paa Kirkesagen som et rent folkekirkeligt Ar?
bejde, hvor vi maa tage Præster af alle Slags, gode og daarlige
helst gode, vil Prof. Warming sige. Javel, men ellers maa vi tage de
daarlige med Sindsro. Men har man det Syn paa Arbejdet, som
Kirkefondet hidtil har vedkendt sig, er Sammenstillingen ganske
selvfølgelig- Det ene er et aandeligt Arbejde saavel som det andet
— og skal der rettes noget, skal det i hvert Fald kun være at faa
dette aandelige Præg klarere frem.
Vi vil endelig — for at sige det igen — ikke opgive Frivillig*
heden af den simple Grund, at
der ikke er andre at overgive Ar
?
bejdet til.
Thi saa meget skulde dog vel være naaet gennem Kirke?
sagens Arbejde, at det er forstaaet, at det ikke er Regering og
Rigsdag, saalidt som Minister og Ministerium, der har Ansvaiet for
Guds Riges Sag i vor Hovedstad. Det Ansvar har alene Guds Me?
nighed, og den
kan
overhovedet ikke overgive det til andre.