197 / 322
180
II. Kirkefondets gamle Vej.
Professorens Syn er saare enkelt — nogle vil synes, tillige ret
fattigt — men det har den i en Debat behagelige Egenskab, at det
let kan fæstnes og udtømmes i en kort bormular. Kirkefondet har
imidlertid været en for levende Bevægelse, til at dets Syn paa sin
egen Opgave kan have samme Fortrin. Jeg har*) gjort Forsøg paa
at bestemme Kirkesagens Hovedlinje som »Menighedens Selvstæm
diggørelse gennem Frivillighedens Samarbejde med den folkekirkes
lige Orden«. Det kan naturligvis ogsaa siges paa andre Maader —
men det er i
hvert Fald
ikke det, at forsyne København med de
nødvendige Kirker. Kirkebygningerne har aldrig været Maal, kun
Middel for Kirkesagen-
Man kan ogsaa sige saa meget med Sikkerhed, at Kirkesagen
ikke var, og forhaabentlig aldrig skal blive, et Arbejde paa at redde
Folkekirkens Rammer i København fra Forfald — saa meget som et
Arbejde paa at redde Kristendommen i København fra at føre en
Tilværelse i et Musehul til'at blive en aandeligt erobrende Magt. Og
det betyder, at Spørgsmaalet om, hvorvidt dens Forhold til det i
udvortes Forstand folkekirkelige skal være et venligt Samarbejde
eller et spændt Modsætningsforhold, det vil nødvendigvis afhænge
af de i denne Sammenhæng tilfældige ydre Forhold. Dens Forhold
til det i dybeste Forstand folkekirkelige fra Matth. 28 derimod er
noget ganske andet — det Forhold ligger fast.
Men hvordan man nu end vil prøve at bringe Kirkesagens Op*
gave ind i en bestemt Formel, er det i hvert Fald indlysende, at
dettes hidtidige Opfattelse af, hvori denne Opgave bestaar, maa
være vidt forskellig fra Prof. Warmings Opfattelse deraf- Og saa
bliver Følgerne ogsaa de stik modsatte af de Betragtninger, som
danner Baggrunden for hans Forslag.
1.
Frivilligheden
er selvfølgelig det absolut bærende, saa saare
det drejer sig om et aandeligt Arbejde.
Warmings Udvikling om Frivilligheden som den, der har en
Pionertjeneste, indtil den offentlige Samvittighed er vakt og kan
overtage Arbejdet, kan være overmaade træffende, saa længe det
drejer sig om sociale Opgaver, som overgaar til Statens Forsorg
— selv om der jo ganske vist ogsaa her kan spores en Tendens til
at holde lidt igen. Ogsaa ved kirkelige Opgaver, som kan overtages
af Ligningen, kan det være rigtigt, saa længe det kun drejer sig om
ydre Ting. Men det bliver anderledes i samme Øjeblik, det drejer
sig om ét aandeligt Formaal, dér er Frivilligheden en absolut Nød*
vendighed. Og dersom dette aandelige Formaal ikke kan virkelig*
gøres, hvis det bliver løsrevet fra Kirkebygningerne, m. a- O. hvis
Menigheden bliver mere eller mindre hjemløs i de Kirker, den lige
har faaet rejst for der at have et Hjemsted, saa følger deraf, at
*) I min Bog »Ved Skillevejen« (Lohse 1926) p. 22?36, i hvilken Bog
der vil findes adskilligt mere om disse Spørgsmaal, end i den tilfæl*
dige Bemærkning i »Taarnets Fuldførelse«, som Professoren anfører.