190 / 322
173
gaaet sin støtte Gang fremad, saa har vi ogsaa Grund til at
se lyst paa Fremtiden. Men der er ogsaa en Erfaring, som
hedder, at man kan gaa træt og tabe Modet og Kræfterne, og
alt det, som hviler paa Menneskers Mod og Kræfter, falder da
sammen. Men ser man paa Fortiden og det, som er naaet i
den som Guds Gerning, da giver det Mod og Haab for Frem
tiden, thi
Gud bliver ikke træt.
Det er nu det, som vi vil sige til dem, som har deres
aandelige Hjem her, og det er det, som vi vil ønske dem
Lykke til at sige til hverandre: Gud har begyndt en Gerning
her, han og han alene skal have Æren derfor. Det er ogsaa
det, vi mener med at takke ham for Dagen, vi naaede i Dag.
Vor Tak er ikke en Hoflighedsakt overfor Gud, men vi bøjer
os ydmygt og siger, at han alene har været den virkende i det,
som er" naaet. Og han er den trofaste, som vil vedblive at
virke, han bliver ikke træt. Han fører sit Arbejde frem til
Fuldendelse, baade det Arbejde, som sker i det enkelte Men
neske, og det, som sker ved en Menigheds Dannelse og Op
byggelse.
Vor Tekst fortæller os videre om Paulus’s Bøn for Læser
ne, at det maa gaa fremad, at de maa vokse. Og hvorledes be
skriver han denne Fremgang: »At deres Kærlighed maa frem
deles blive mere og mere rig paa Erkendelse og al Skønsom
hed.« Han taler om deres Kærlighed, selvfølgelig deres Kær
lighed til Gud, men denne skal vise sig i Kærlighed til Men
nesker —- ellers duer den ikke; disse to kan ikke skilles ad,
de er to Sider af den samme Sag. Men Kærligheden til Gud
skal ikke vokse ved, at de
føler
mere af Kærlighed
nej, det
te Føleri i Kærlighed kan meget let blive Selvbedrag. Men vor
Kærlighed til Gud skal vokse derved, at vi lærer ham selv og
hans Vilje bedre og bedre at kende og lærer at skønne paa
ham mer og mer. Det er Loven for Kærlighedens Vækst, at
man lærer den elskede bedre at kende, kan læse hans Vilje
ud af Øjnene, og skønner paa, hvor godt man har det sammen
med den elskede. Derigennem skal man lære at værdsætte de
forskellige Ting og forskellige Forhold, ikke at man har en
Lineal at gaa efter, men saaledes at man har
Vurderings-
maalestokken i sig selv,
i sit Samliv med den, man elsker.
Dette er Vejen fremad mod det store Maal: »paa Herrens Dag
at være rene og uden Plet«; men ikke det alene. Det kunde
jo blive en tom Sjæl, som man saa bragte frem foi sin Her
res Ansigt, som vel kunde siges at være fri for denne og hin
Skavank, men dette er ikke nok, det skal være en Sjæl, som
har naaet sit Maal, har faaet sine Evner udviklede, saa den
er fyldt med Retfærdigheds Frugter. Og endelig kommer
dette underlige: de rette Retfærdigheds Frugter virkes ikke
af Mennesker eller deres gode Vilje, men alene ved Jesus
Kristus, og den, som alene skal have Æren og Prisen