186 / 322
Julius Ifversen.
Han havde en Del mærkelige Meninger og kunde af og til
paa en generende Maade gaa paa tværs af sund Fornuft;
men dette hang sammen med, at han blandt danske Præster
stod som en, der havde sit eget Ansigt og gjorde sin særlige
Indsats. Han prægede i Virkeligheden en ny Type af Præ
ster i København: Den Præst, der i en lille Kirke — for hans.
Vedkommende liggende i en Baggaard — rejste Fanen i det
tabte Land, de nyopvoksede Fattigkvarterer paa Broerne. Paa
Ifversen kendtes det, at han vilde kun ét: vinde Sjæle for
Guds Rige. Og ingen af os var i Tvivl om, at han var villig
til at betale Prisen. Han satte alle sine Kræfter ind. »Social-
Demokraten« skriver ved hans Død, at »han gjorde sig elsket
og afholdt af sine Sognebørn«, at man saa ham »færdes uden
Overfrakke i Vinterkulden, fordi han havde givet Frakken
bort«.
Det tjener »de smaa Piger« til uvisnelig Ære, at de valgte
Ifversen til Præst ved deres Kirke; der er en smuk Symbolik
i, at han staar som den Præst, der indleder Københavns
Kirkesag. Med ham begyndte den Periode i Københavns Kir
keliv, hvor Indre Missions Præster gjorde deres store Indsats
for Guds Riges Fremgang her i Staden.
Den Kreds af Præster, som jeg her tænker paa, stod væ
sentlig
fremm ed,
oftest meget uforstaaende overfor den kø
benhavnske socialdemokratiske Arbejder og hans politiske