182 / 322
165
Kraft — thi saadanne Bevægelser sætter jo altid Fingeren
paa et ømt Punkt i Kirkens Liv — eller skal de mistes helt?
Og der har vi det samme Spørgsmaal: ad hvilken Vej vil de
lettest kunne vindes, ad den stadigt fortsatte Demokratise
rings og Folkekirkeliggørelses Vej — eller gennem en Hæv
delse af og Rejsning om vort gamle Mærke, Frivilligheden?
3.
Kirkesagen og HjælpeinclsamUngen.
— Jeg véd ikke, om
jeg behøver at gøre Undskyldning for at fremføre Hjælpe
indsamlingen i Selskab med disse store Spørgsmaal. I saa
Fald er jeg rede til at bringe Undskyldningen, for jeg synes,
den maa med. Den har vel ogsaa for saa vidt grebet direkte
ind i disse Ting, som den ved at sætte Tempoet op har væ
ret med til at fremskynde den Udvikling, som alligevel
maatte komme.
Men den har ikke blot været med til at afdække en ny
Linie; den har ogsaa faaet Lov til at trække en gammel
Linje stærkere op. Jeg tror selvfølgelig ikke, at de Titusinder
af Bidragydere alle gaar rundt og brænder af Kærlighed til
Kirkesagen — men jeg véd ganske sikkert, at der er mange,
overmaade mange, som gennem disse Aar er kommet til at
elske den med en ægte og dyb Kærlighed.
Og hvad betyder dette? Ja, det betyder det økonomiske
Rygstød, uden hvilket Kirkesagen hverken før eller nu hav
de kunnet komme frem. Det er — til Overvejelse for dem,
der maatte have Lyst til at lege med Saven — den Gren, vi
hidtil har siddet paa. Men det betyder mere: det er Menne
sker, som har faaet Kærlighed til Kirkesagen netop under
de Forudsætninger, vi selv har hævdet saa bestemt, at de og
saa er blevet Forudsætningen for deres Tillid; og brast For
udsætningerne, vilde Tilliden ogsaa briste. Og det betyder
mere endnu: det er en aandelig Forbindelse, vi overhovedet
ikke har Raad til at undvære — de andre maaske heller ikke.
Men Hjælpeindsamlingen betyder en Ting til. Ved den
vokser Kirkesagen i Bredden, det ligger i Sagens Natur; men
den betyder tillige Spørgsmaalet, om denne Vækst i Bredden
skal blive til virkelig Velsignelse ved at følges med en \ækst
i Dybden. Alt det andet med Demokratiseringen er saare be
tydningsfuldt, men
Øjeblikkets egentlige Spørgsmaal, clet er
om Bredde og Dybde.
Og det Spørgsmaal gør saa forresten
de andre dobbelt betydningsfulde og ansvarstunge.
Der er paa alle tre Omraader en Tilbagevenden til den
ældste Tids Problemer. Det er et Kredsløb, men ikke efter
Reglen »frem og tilbage er lige langt«, thi Spørgsmaalene
ligger delvis i et andet og vanskeligere Plan.
Vor Front, jeg vil ikke sige imod, men overfor Demokra
tiet, er vanskeligere end den gamle Front overfor Buieau-