181 / 322
164
kamoufleret statskirkelig) Udvikling — eller er det ved at
samles pm vort gamle.Banner, Frivilligheden? Og holder man
paa det sidste, er man saa klar over, at en Frontstilling her,
om den skal holdes, kan komme til at drage Konsekvenser
efter sig, som ganske anderledes end nu vil stille Krav til Me
nigheden?
2.
Kirkesagen og den religiøse Stilling i Øjeblikket.
Det
synes mig utvivlsomt, at vi nu paa mange Maader staar over
for en, religiøst set, vanskeligere Opgave, end de gjorde for
en Menneskealder siden. Vi har at gøre med en Befolkning,
der som Helhed ganske vist staar langt venligere overfor Kir
ken end Datidens, men hvis Underbevidsthed samtidig rum
mer adskilligt mindre kristeligt Arvegods end den tidligere
Slægts gjorde. Vi har ikke længere den flatterende Baggrund,
at
vore
Kirker er fri for de andre Kirkers Forargelse med
Bunkebryllupper og dito Begravelser, lukkede Kirkestole o. s.
v. — alt dette er nu afskaffet overalt, og faa tænker paa, at
det var Kirkesagen, der viste Vejen. Vi kan nu kun i for
holdsvis ringe Grad danne Menigheder, ved at troende Men
nesker, eller i hvert Fald Mennesker, der er indstillede i den
Retning, dukker op af Ubemærketheden og flokkes om det
Menighedsliv, de havde savnet. Der er nogenlunde — selvføl
gelig heller ikke mere, men dog nogenlunde — trawlet blandt
saadanne, nu er det i ganske anden Grad end tidligere virke
lig Nyvinding, der skal til for at samle en Menighed.
Saa har vi vor Tids ofte omtalte religiøse Røre, der, som
det næsten lige saa ofte er sagt, gaar udenom Kirken. Det
er noget nyt, og det gør hele Stillingen, om ikke lettere,
saa rigere paa Muligheder. Men ogsaa det rejser et Spørgs-
maal i Forbindelse med.Demokratiseringen. Der er jo Men
nesker — maaske ikke saa mange, men de mærkes dog —
Mennesker, som holdes tilbage, maaske skydes bort fra vor
Kirke, paa Grund af dens Mangel paa Fasthed. Vilde de mon
lettere kunne vindes, hvis Demokratiseringen fremskynde-
des, end hvis Menigheden voksede i den Fasthed, Frivil
ligheden giver?
Religiøst set er Forholdene meget forskellige fra, hvad
de var i Kirkesagens Morgen, men paa et Punkt er der en
forbavsende Lighed:
de sekteriske Bevægelser.
De var stærke
dengang; saa kom der Tider, hvor de kun mærkedes lidet,
men i de senere Aar møder vi dem overalt. Og vi møder dem
ikke blot som en Forvirring, vi møder dem ogsaa som en
aandelig Kraft. Og denne Kraft viser sin Magt over ikke faa
af vore bedste Folk og over mange, som naturligt hørte
hjemme hos os. Det er i Virkeligheden ikke et lille Spørgs-
maal, men maaske et af de største Spørgsaal herinde: kan
disse Mennesker vindes helt og saa tilføre os en tiltrængt