183 / 322
166
kratiet — men rummer vel ogsaa større Muligheder. Ogsaa
i vor religiøse Opgave er der et Kredsløb, ikke saa meget
udadtil, hvor Modstanden for største Delen er veget for Lige
gyldighed, som i Forholdet til de frireligiøse Rørelser; her
gælder noget lignende: sagtens større Vanskeligheder nu, for
di Bevægelsen har større Kraft — men derfor ogsaa større
Muligheder. Og endelig har Forholdet til Menigheden ud
over Landet næppe siden de ældste Tider været saa levende
som nu. Ogsaa her er særlige Vanskeligheder nu — og de
ligger i Øjeblikkets Spørgsmaal overhovedet.
Jeg tror, Mulighederne er store — ogsaa meget store; men
jeg har unægtelig ogsaa en Følelse af den Mulighed, at
Kirkesagens Skæbnetime ikke er langt borte. Det er jo selv
følgelig ikke det samme som Spørgsmaalet om Guds Riges
Skæbnetime i København. Men Spørgsmaalet om, hvorvidt
Kirkesagen ogsaa i Fremtiden skal være med, eller om den
har
gjort sin Gerning, turde dog maaske ogsaa have Betyd
ning for Guds Riges Sag i København. Og naar jeg tænker
mig, at Skæbnetimen nærmer sig, er det, fordi — saadan er
vi i hvert Fald nogle, som ser paa det — Spørgsmaalet Bred
de eller Dybde synes os saa overvældende betydningsfuldt i
hele Øjeblikkets Situation.
Denne Artikel kaldtes en Nytaarsbetragtning. Den kritiske
Læser vil maaske spørge, hvad nyt den da bringer. Sagtens
ikke mere end andre Nytaarsbetragtninger plejer at bringe
— iøvrigt er det vel et aabent Spørgsmaal, om Kirken i Al
mindelighed og Kirkesagen i Særdeleshed i første Linje træn
ger til nye Tanker — for Nytaarsbetragtninger plejer at
munde ud i uløste Spørgsmaal og en Ahnen af Muligheder.
Men er det en kristen Nytaarsbetragtning, maa den vel midt
i al Uklarhed og Famlen have noget af det, Kong Haakon
siger i Kongsemnerne: »Er der end to Konger i Norge, saa er
der kun een i Himlen, og han grejer det nok.«
Jeg læste forleden Dag i Dr. Neiiendams Bog om Frikir
kerne hans Skildring af, hvorledes Metodismen dræbte det,
som var Fjenden dengang, Deismen: »Sejren over Deismen
skyldes ikke, at Metodismen var Deismen filosofisk eller
teologisk overlegen, men derimod, at Metodismen fornyede
Kirkens Liv indefra ved en Levendegørelse af Evangeliet . . . .
Dens praktiske Arbejde, ikke dens teologiske Demonstratio
ner, bidrog til at tage Livet af Deismen.«
Dette syntes mig en forjættende Tale. Thi det er der jo
Længsel efter i vide Kredse. Da vi i Efteraaret drøftede, om
Menighedslivet var i en Bølgedal, kom der til denne For
handling Mennesker, som havde folt Sorgen over Bølgedalen,
men som tillige havde en behagelig Følelse af at høre til de
faa Aandens udkaarne, som kendte noget til denne Sorg. De
saa nu, at det var ret dagligdags at høre til de udkaarne. Og