227 / 322
reisen til et ekstraordinært Møde, da der ikke paa det or
dinære Møde kunde blive Tid til i Ro at tale Sagerne igennem.
De saglige Spørgsmaal, som var til Forhandling, drejede
sig om to Ting: dels om de almindelige Linjer for Kirke
sagens hele Arbejde, og dels om mulige Ændringer i vore
Kirkers Stilling indenfor Folkekirken.
Det første Punkt havde sin Udformning i et Forslag fra
Forretningsudvalget til, hvad vi kaldte »
Kirkefondets Ar
bejdsprogram
«. Den Opfattelse af Kirkefondets Kurs, som
laa bagved dette, samlede sig særligt om følgende fire
Punkter:
1.
Kirkefondets Særstilling
— altsaa Anerkendelsen af
dets Ejendomsret og Brugsret til den halve Kirke — er no
get, som ikke paa nogen Maade kan opgives. Naar vi hævder
den saa stærkt, er det ikke blot, fordi vi véd, at den er Forud
sætningen for mange af de Gaver, vi har faaet i Fortiden,
saa det vilde være et Løftebrud at opgive den. Ikke heller
blot, fordi vi véd, at uden den vilde Menighedernes Gaver i
Fremtiden skrumpe ind. Men først og fremmest, fordi vi me
ner, at den sikrer os — saa vidt ydre Garantier overhovedet
kan sikre sligt — at Kirkerne kan blive brugt efter deres
Hensigt, selv om de skulde faa ukirkelige Menighedsraad. Og
vi ser i disse Særrettigheder ikke noget tilfældigt, men noget,
som er typisk for det, der for os staar som det ejendomme
lige ved Kirkefondets Stilling, at den netop er den orga
niske Forbindelse mellem de to Sider, der er nødvendige i
en Folkekirke: det ydre folkekirkelige Apparat paa den ene
Side og den fri Livsbevægelse paa den anden Side. Vi synes,
at naar denne Ordning stiller Kirkerne, som det hidtil har
været, helt — og selv om man satte Klausulen i Kraft, halvt
— til uhindret Raadighed for den almindelige Folkekirke,
og samtidig, ved at forbeholde sig den halve Brugsret, sikrer
det frie Menighedsliv mod eventuelle folkekirkelige Overgreb
— saa giver den netop Folkekirken, hvad dens er, og det frie
Menighedsliv, hvad dets er.
2.
Bygning af nye Kirker
kan ikke standses, saa længe
Byen vokser, eller Befolkningen flytter ud i Udkanterne, og
vi mener stadig, at Sogne paa 10,000 med to Præster hører
med til en forsvarlig Ordning. Bliver Sognene for store, kan
der i kort Tid rives mere ned, end der kan bygges op i lang
Tid. Skulde der derfor komme en Situation, hvor vi ikke kan
sikre vore njæ Kirker paa lignende Maade som de gamle,
betyder det ikke, at vi saa vil holde op at bygge og lade Kir
kesagen forfalde, men at vi maa sikre dem paa anden Maade.
Dertil viser netop den almindelige kirkelige Frihedslovgiv
ning Vejen.
3.
Forbindelsen med vore Menigheder.
Den folkekirkelige
210