319 / 322
286
ud fra den Tanke, at Kordegnen ikke maatte have anden Virksom*
hed. Samtidig fik Kordegnen, som tidligere i Regelen havde klaret
sig med en beskeden Træffetid, nu stor Kontortid paa 4 Timer. Jeg
har altid fundet, at set under Synspunktet Sognemissionær eller
lignende, er Kordegneinstitutionen fortræffelig, men ogsaa, at folke*
kirkeligt set var der her udvist en større Luksus, end man plejer.
Der er saaledes maaske Punkter, hvor det kunde overvejes, om
ikke en fornuftig Omordning kunde medføre Besparelser. Men med
en saa lav kirkelig Skatteprocent som den, vi har i København,
gælder det unægtelig om, at det bliver paa Omraader, hvor det
ikke kommer til at gaa ud over Kirkens egentlige Arbejde.
Det kunde tænkes, at der bag alt dette tillige laa Ønsket om at
gøre
Kirkefondet overflødigt
ud fra den Tankegang, at det i sin
Tid havde været en nyttig Nødhjælp, men ogsaa kun en Nød*
hjælp, der nu ikke mere var Brug for. Det kan ikke siges, om denne
Tankegang uden videre ligger bag ved disse Planer, men da man i
hvert Fald kan møde den, er der tilstrækkelig Anledning til at
nævne den i denne Sammenhæng.
Hvis den tilmed vil beraabe sig paa — som det vitterligt er sket
— at den brede Befolkning har Uvilje mod Kirkefondets Kirker og
foretrækker de andre, saa kan dertil kun svares: at saa maatte det
dog vise sig, at Arbejderbefolkningen søgte noget mere til de andre
Kirker. Men jeg gad se den, der vilde vove en saadan Paastand.
Den, der ikke er ganske ukendt med Sagerne, ved, at Præsterne ved
vore Kirker har rig Lejlighed til at erfare, at netop det, at have
været med til at give til Bygningen af en ny Kirke, kan give Folk
en Følelse af, at Kirken er
»vores Kirke«,
ganske som de kan føle,
at Sognets Præst er »vores Præst«. Lad denne Traad være tynd,
den er tyk nok til, at der kan spindes videre paa den, og den er
altfor uigendrivelig virkelig til, at vi har Raad til at undvære den.
Den betyder nemlig uendelig mere end en forbigaaende Agitation i
modsat Retning.
Men rent bortset herfra er Opfattelsen af Kirkefondet som en
Nødhjælp unægtelig i den mest skærende Modsætning til vort
Syn paa Kirkefondet. Det gaar netop ud paa, at dette ved sin hele
Stilling repræsenterer noget saare værdifuldt, noget, Folkekirken over*
hovedet ikke kan undvære. Jeg skal ikke gaa nærmere ind herpaa,
da jeg lige til Kirkefondets Aarbog har skrevet en lang Artikel
om disse Ting og her maa nøjes med at henvise til den. Forøvrigt
kommer det samme frem i Stiftsprovst Ussings foranstaaende Ar*
tikel, se særligt midt paa S. 275. Og har man ikke Syn herfor, har
man overhovedet endnu ikke forstaaet, hvad Kirkefondet betyder.
Uden at prøve paa at spaa om, hvad Fremtiden bærer i sit
Skød, er der et Par Ting, som kan slaas fast.
1)
V i kender endnu kun delvis Ministerens Planer og ved heller
ikke, hvor meget han vil sætte ind paa at gennemføre dem, men