320 / 322
287
i og for sig
kan vi ikke hindre en saadan Gennemførelse.
Om ea
Sogneregulering teer sig aldrig saa besynderligt, — og der er unæg*
telig Ting, som synes meget besynderlige — Kirken kan ikke hindre
den. Som Loven er i dette- Land, har en Kirkeminister paa dette,,
som paa saa overmaade mange Omraader vedrørende det kirkelige
Liv, i Virkeligheden i Øjeblikket suveræn Magt. Spørgsmaalet er
kun, om han vil benytte den. Vil han ikke tage Hensyn til de fom
skellige kirkelige Autoriteter og Myndigheder, behøver han ikke
at gøre det. Han har diktatorisk Magt — og diktatorisk Ansvar.
Saadan er Loven.
2)
Derimod kan vi hindre, at den folkekirkelige Arbejdsmark
ødelægges.
Kan vi ikke hindre det ad de regulære Veje, saa staar
andre Veje aabne. Og ingen Kirkeminister kan hindre os i at bruge
dem.
Om
da ellers Kirkesagens Venner er vaagne, saa de forstaar,.
hvad der staar paa Spil, og om vi selv vil gaa ad de Veje, som staar
aabne, naar andre lukkes.
3) Tænker man sig — det er højst sandsynligt kun et Tanken
eksperiment, men ogsaa dette kan undertiden være nyttigt — tæm
ker man sig altsaa, at de to foregaaende Linjer kom til Udfoldelse,
vilde det betyde noget dobbelt. Paa den ene Side en
Svækkelse af
det rent folkekirkelige,
idet de normale folkekirkelige Rammer vilde
være ganske utilstrækkelige overfor den foreliggende Opgave —
og paa den anden Side en tilsvarende
Styrkelse af det kirkefondskey
idet der i Forholdene vilde ligge et Kald til Kirkefondet, saa stærkt,
som dette ikke har været Tilfældet siden de første Tider. En saa*
dan Udvikling vil, tværtimod at gøre Kirkefondet overflødig, kunne
give det en Betydning, det aldrig har haft nogensinde. Det vilde
maaske ikke være nogen Ulykke — men strengt folkekirkeligt set
var det vel egentlig ikke det, som var Meningen.
Og dette kan vi være vis paa: Kan vi være i Guds Linje, saa
vil Han kunne bruge ogsaa disse Tiders Virvar til sit Riges Fremme
i vor Hovedstad. Men saa maa vi ogsaa have Lov at mærke, at
vore Venner staar sammen med os.
P.
HelwegtLarsen.
En Berigtigelse.
I B la d et » K ø b en h avn s K irk e sa g og M enigheden« Nr. 21 d. A. h a r
Sogn epræ st
Kr. Jensen
i en A rtik e l om K irk esa gen s L in je skrevet,
at je g o fte h a r u d ta lt, at der b u rd e væ re en »Pause« i M en igh ed sraa-
denes In d stillin g a f P ræ ster. — D et er rig tig t. Jeg øn sker, at E m b e
d ern e h ver fem te e lle r sje tte G ang b esæ ttes uden M en igh ed sraad en es
M ed virken . P a sto r
Jensen
fo rtsæ tte r: »D enne B eskæ rin g a f M enigheds
raad en es R et sk u ld e ske a f H en syn til æ ld re P ræ sters F o rfly tte ls e s
m uligh ed er.« — D ette er ik k e rig tig t. I det F o red rag, i h v ilk e t je g
sid st a n b efa led e denne O rdning, og som fin d es try k t i »M enigheds
raad en es B lad« fo r M aj d. A., b egru n ded e je g den m ed H en syn et til
1) de stæ rk t sæ rpræ gede P erso n ligh ed er, 2) de stu deren d e P iæ ster,.
3^ P ræ ste r m ed stæ rk t afvig en d e M eninger og 4) de u g ifte P ræ ste r.
7 B o sld ld e , 2. D ecem ber 1929.
H. F o n n esbech -W u lff.