72 / 322
KøbenhavnsKirkesag
og Menigheden.
Afgørelsen ved Kirkefondeis Bestyrelses*
møde i Oktober.
Alle, som kender blot lidt til Kirkesagens Udvikling i
København, véd, at det var en afvorlig Afgørelse, Kirke-
fondets Bestyrelse samledes til i Oktober d. A.
Af en ret ubetydelig lokal Sag i en af Byens Forstæder
opstod i Fjor en Bladpolemik. Kirkefondet indblandedes
deri, uagtet Sagen laa helt udenfor dets Omraade. Uvillige
Journalister forvrøvlede Sagen og pustede »Uroen« op til
»noget stort«. Kirkeministeren blev interviewet og ansaa sig
for nødt til at berolige Stemningen. Og efter en Del Tøven
sendte Ministeriet da i Sommer Kirkefondets Bestyrelse en
Skrivelse, hvis Hovedindhold var Spørgsmaalet, om man
ikke kunde tænke sig at opgive visse Særrettigheder, der
mentes at have vakt Anstød, nemlig 1)
K irk ef ondets E jen
dom sret
til sine Kirker og 2) Kirkefondets Ret til ved dets
Kirker (enkeltvis) at kunne forbeholde sig
den halve Brugs
ret
til Fordel for en Valgmenighed eller en af Kirkefondet
ansat »Andenpræst«.
Kirkefondets Bestyrelse drøftede Sagen i to Dage under
en dyb Følelse af Ansvaret. Resultatet blev jo straks med
delt i Dagbladene. Trods forskelligt Syn paa mangt og meget
i den store Kreds blev Svaret et
énstemm igt
Nej. Vi har den
Tillid til den nuværende Kirkeminister og Kirkeministeriet,
at de forstaar, at Svaret ikke udsprang af Rethaveri eller
Stridslyst og ikke kunde formes anderledes saavel ud fra
Kirkesagens historiske Udvikling som af Hensyn til hele
vort Arbejde og vort Maal; og vi fortrøster os til, at vi ogsaa
i Fremtiden skal kunne fortsætte det Samarbejde med K ir
kestyrelsen, der har været af saa stor Betydning for Kirkens
Stilling og L iv i København. Men vi vilde ogsaa gerne, at
Kirkefolket i det hele — baade i By og paa Land — skulde
forstaa vor Stilling og skal derfor her give en nærmere Be
grundelse af vort Svar, som efter Sagens Natur, vedtaget af
en over hundredtallig Forsamling, kun kunde have Ka-