73 / 322
62
rakteren af en Resolution (meddelt i Sammenhæng her i
Bladet S. 70).
1.
Kan de to næ vn te B estemm elser virk e try k k en d e
paa
noget Sted i Københavns Kirkeliv?
Utvivlsomt ikke, da de er fuldstændig hvilende Bestem
melser, der kun angaar tænkte Muligheder i en maaske
fjern Fremtid.
E jend om sretten
betyder kun, at disse Kirker
er Kirkefondets private Ejendom, hvis eller naar Folkekir
ken maatte ophæves. Saalænge Grundlovens § 3 bestaar, er
de overgivne Folkekirken til Brug ligesom alle andre Kirker.
Og Kirkefondets Ret til
den halve B rug
er faktisk
aldrig
anvendt
og vil ikke blive anvendt uden i yderste Nødstil
fælde.
2. Men er disse Rettigheder dog ikke
i P rin cipp et ubil-
lig e
? udtrykker de ikke en Fordringsfuldhed og Hersker
lyst, som Folkekirken ikke kan finde sig i?
Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan tænke saaledes,
naar han kender lidt til Sagens Udvikling og disse Rettig
heders Oprindelse.
Kirkesagen
b egynd te
omkring 1890 med, at Lægmands
kredsen i Følelsen af Kirkens Nød under de daværende store
Sogne sammen med Københavns Præster androg Ministe
riet om at faa en
Komm ission
nedsat angaaende Hoved
stadens Kirkeforhold. Var
det
ikke loyalt?,
Kommissionen blev nedsat af Ministeriet og endte med
at foreslaa Opførelse af 8 Kirker m. m., og et
L ov fo rsla g
i
den Retning forelagdes af Ministeriet. Kirkesagens Førere
stillede sig fuldt ved Kirkestyrelsens Side og førte an i
Kampen for Forslaget. Var der nogen Herskersyge
d eri?
Lovforslaget blev imidlertid begravet, og Kirkestyrelsen
magtede intet. Saa rejste Kirkesagens Førere
en frivillig B e
væ gelse,
der blev en varig og stadig voksende Strøm, nu
ledet af Kirkefondet, og som i Løbet af 30 Aar har skaffet
København over 30 Kirker og i Sammenhæng dermed ført
til en Genoprettelse af nogenlunde sunde folkekirkelige For
hold og Arbejdskaar herinde. Stat og Kommune ydede intet.
Og Kirkestyrelsen? Ja, naar den frivillige Bevægelse lidt e f
ter lidt paa flere Steder og med større kirkeligt Sigte bad om
at faa Lov til at
tjen e
Folkekirken — der officielt intet mag
tede for at standse den kirkelige Nedgang ved Hovedstadens
Vækst — gav Kirkestyrelsen ogsaa lidt efter lidt (undertiden
ret gnavent) sit Samtykke. Tak var der ikke Tale om, og
den behøvedes heller ikke; den frivillige Bevægelse var tak
nemlig for at faa Lov at ofre og tjene — var det fordrings
fuldt? .
Men her mødte man en
Vanskeligh ed.
Saalænge det (i
Begyndelsen) kun gjaldt faa, privatlønnede Præster i m id
lertidige Kirker, mærkedes den ikke. Men da man fik Kræ f