KøbenhavnsKirkesag

i at bære denne Byrde, ja betragter den som et velsignet

Middel til at udvikle Menighedens Kærlighed og Ansvars

følelse. Der virker her en aandelig Lov, som ogsaa i K irke

fondets Hovedarbejde har vist sin Værdi, og som gør, at

Kirkefondet — med al Villighed til at overveje, hvad der

kan gøres for at lette Byrden i enkelte Tilfælde, hvor den

føles trykkende — ikke vilde kunne tilkøbe sig Fritagelse

for Driftsbyrden ved Opgivelse af de førnævnte Rettig

heder.

Men

— er der endnu spurgt — selv om Kirkefondet ad

disse Veje har udrettet meget og har sin Ret, vilde det saa

ikke være skønt,

om K irk efon d et frivillig gnv A fka ld

paa

sine Rettigheder, overgav alt sit Gods til Folkekirken og

tjente den uden Garantier?

Dette er et alvorligt Sporgsmaal; men naar der i hele

Kiikefondets Bestyrelse ikke var een, der turde stemme

herfor, da beror det saa vist ikke paa Stivhed eller Herske

syge, men paa stærke og uomgængelige Grunde, som her

endnu skal kort samles.

Vi kund e ik k e forsva re det

som redelige Mennesker

overfor dem, der hidtil har betroet os de store Midler. En

Del af Giverne har rimeligt nok ikke tænkt ret meget over

Kirkefondets Særstilling, men en meget stor Del af de mest

offervillige og trofaste har givet deres Bidrag paa den be

stemte Forudsætning og mange Gange udtrykkelig sagt det,

I ren menneskelig Hæderlighed

kan

man ikke modtage Pen

ge til en bestemt Anvendelse — og saa en Tid efter bruge

dem anderledes.

Vi kan lige saa lidt nu forsvare det overfor de store

Kredse, der i disse Aar samler ind til vore nye Kirker rundt

om i Landet; deres Repræsentant-Stævner har allerede før

nylig i Aar med Eftertryk erklæret, at Kirkefondets nu

værende Stilling er en Grundforudsætning for Hjælpeind

samlingen. —

V i kan det ik k e

— selv afset fra Hjælpeindsamlingen —

for vor stadige Drifts Skyld. Vore bedste Støtter vilde svigte,

og en stor Del af Bededags-Kollekten vilde med det samme

unddrages os. Kirkefondet var fallit, om det forsøgte derpaa.

Men naar dette siges, maa det ikke forstaas, som om K ir

kefondets Bestyrelse føler sig beklagelig bundet, saa det

ikke kunde, hvad det gerne vilde. Nej,

vi vil det ikk e heller.

Det er aandelige Principer, der har ført os ind paa denne

Vej; og det er de samme aandelige Principer, som vi frem

deles anser for uopgivelige, om vor danske Kirke skal blive

til Velsignelse i vort Folk.

Vi tror paa Muligheden af en fast Samvirken mellem

den folkekirkelige Organisation, der afgiver saa udmærket