96 / 260
79
«See, denne Fortale har jeg nu skrevet til Deres Bog,
unge Ven; jeg troer ikke, den vil skade Dem,» sagde Pro
fessoren med sit gode og hjertevindende Smiil. «For jeg
skal sige Dem, den frie, universelle Menneskekjærlighed er
den Livets Kjærne, om hvilken Alt, hvad der bliver os givet,
skal samles, for at fremme vort indre Liv, og denne Livets
Kjærne findes i dette unge Værk. Bliv De kun trøstig saa-
ledes ved og stræb kun efter Universitetets Opgaver. Tænk
ningen udvikler og opklarer den umiddelbare Livsfylde; men
den er dog kun af anden Rangs Betydning overfor Hjertets
Krav, glem a ld rig det.»
Det glemte Carit Etlar aldrig.
Heelt fortumlet og kortaandet af Lykke, blændet af
denne første ægte Solskinsstraale paa hans tunge Kunstner
bane, stod han kort efter stille udenfor Frue Kirke, listede
ind under Thorvaldsens herlige Portfrise og sendte en jublende
Takkebøn høit op, «saa høit jeg kunde.»
Denne Fortale af Sibbern paatrykte saa at sige Carit
Etlar det officielle, æsthetiske Stempel, hvormed han under
sit pseudonyme Bannermærke aabnede den store Forfatter
virksomhed, der skulde strække sig over tresindstyve Aar.
«Smuglerens Søn» opnaaedé Præmie fra «Selskabet for
de skjønne Videnskabers Fremme» og blev derefter solgt
til Forlagsboghandler Steen for fem Rigsdaler Arket.
Saaledes begyndte Carit Etlars for ham lykkebringende
Bekjendtskab til Sibbern. Det vedvarede varmt og trofast
til Professorens Død
1872
. De sidste Aar af hans Liv til
bragte Sibbern som Leier i Etlars Eiendom i Frederiks
berg Allee.
Mangen en lærerig og interessant Samtale ud
spandt sig mellem de to Mænd, naar de efter endt Arbeide
spadserede i Havens Gange.