94 / 260
77
H. C. Andersen syntes baade om Brevet og Bogen.
Han kom selv op til Brosbøll i hans Kvistværelse, og hans
venlige Udtalelser gav Brosbøll nyt Mod. Da Andersen gik,
saae han sig omkring i det tarvelige Rum og meente, at
Brosbøll burde søge en lysere Leilighed, saa skrev man bedre.
En af de første Dage i Mai
1 839
mødte Brosbøll Pro
fessor S ibb ern paa Kongens Nytorv. Den middelaldrende
Professor, der allerede i henved tre Decennier med stor An
seelse beklædte Universitetets filosofiske Lærestol, havde i
sin Bog om Poesi og Kunst lagt megen æsthetisk Dømme
kraft for Dagen, og i sit skjønne Arbeide «Gabrielis s
Breve» en digterisk, høihjertet Begavelse. En ung Forfatter
kunde næppe henvende sig til en bedre literair Dommer;
thi med en skarp Opfattelsesevne og flint psychologisk Blik
forbandt Sibbern en dyb Sandhedskjærlighed, der kom til
Udtalelse i humane Former. Carit Etlar mødte altsaa Sibbern
paa Kongens Nytorv, tog Mod til sig og traadte ærbødig
hen for ham med Kaskjetten i Haanden.
«Hvad ønsker De?» spurgte Sibbern venlig og lod
Blikket fare hen over den unge Mands Kunstnerbluse og
det løst slyngede Halsklæde om den blottede Hals.
«Maa jeg tage mig den Frihed at spørge, om det kan
gaae an, at En, der ikke er Student, forsøger at besvare
den æsthetiske Opgave, som Universitetet har udsat i Aar?»
«Hvem er De?»
«Jeg er Maler.»
«Hvorfor vil De da besvare saadant Noget?»
«Fordi jeg har læst saa meget om Kunsten, og fordi
jeg synes, det er saa deiligt at skrive.»
«Naa saadan.
Kom saa op til mig i Eftermiddag,
Klokken
3
V
2
, saa skal jeg tale nærmere med Dem derom.»