95 / 260
78
Dermed gik han, og Carit Etlar mødte præcis hos
Professoren, der boede i Studiegaarden paa Hjørnet af Krystal
gade og Nørregade. Han medbragte det færdige Manuskript
til «Smuglerens Søn» og et rimet Indledningsdigt hertil.
Professoren ønskede at gjennemsee dette, før han udtalte sig
nærmere.
Nogle Dage senere stod Carl Brosbøll atter i Studie
gaarden, festlig klædt paa
bedste Maade,
det vil sigemed
en hvid Papirsflip om Halsen. Sibbern greb et Blad, der
laae paa Bordet, og oplæste Følgende:
«Den unge Forfatter, som, skjøndt han er gaaet en
anden Vei end de Studerendes, med megen Iver og Sjæls-
energi har tilegnet sig endeel Sprog- og Sagkundskaber,
ja, endog har arbeidet sig ind i abstrakte, filosofiske Værkers
Studium, har tillige følt en levende Drift til at sætte sig
ind i saadanne Livsforhold og Menneskekredse, som den
Dannede ellers mindre let kommer ind i, og som man dog
maa begive sig ind i for at kunne give livfulde og kraft
fulde Folkeskildringer. Derfor, naar nærværende Fortælling
ei vil kunne andet end minde om Steen Steensen Blichers
udødelige Jyllandsnoveller, saa tro man ei, at vor Forfatter
har efterlignet disse eller har hentet Stof eller Vink eller
Ansporelse fra dem. Han har fundet alt dette nærmere, det
er kommet til ham fra selve Livet, altsaa fra selve den
friske Kilde, hvorfra ogsaa hiin Jyllands Digter først har øst.
Hvad han af Individualiteter, Situationer, Handlinger og
Træk her fører frem for os, har han for en stor Deel seet
og oplevet, og til mange af sine Personer tør han kunne
nævne den Original, som derved har foresvævet ham. Man
vil ogsaa let bemærke saadan Livsfriskhed i nærværende
Fortælling.» —