91 / 260
Reaktionslov. Fortidens fornægtede Magter, der havde deres
Rod i selve Menneskevæsenet, reiste sig paany med Vælde.
Kravet om et nyt Virksomhedscentrum brød seierrigt frem
fra alle civiliserede Lande, et Centrum, hvorfra ny Sundhed
og Kraft kunde udvikle sig.
Det var denne Reisning, dette Krav, der fandt sit Ud
slag i hvad man kalder Romantiken. Dens Karakteermærke
var jo i Literaturen, at den gjenindsatte de religieuse og
nationale Følelser i deres Ret, og at den fornyede Interessen
for det Overleverede.
Denne Tænkemaade kom altsaa nu
til Roret. Romantiken bragte Kirken, Kongedømmet, Fædre
landskærlighed, kort sagt Alt, hvad der henhører til national
Eiendommelighed, til Ære igjen.
Det var denne gunstige Jordbund, som forefandtes for
Carit Etlars Evner, der allerede fra Barndommen vare ud
viklede i romantisk Retning. Ligesom en Plantes Leve
dygtighed betinges af dens Evne til at udnytte den Jord
bund, hvori den plantes, saaledes betinges en Digters Leve
dygtighed af at hans Evner finde en gunstig Jordbund for
deres naturlige Udvikling.
Den unge Carit Etlar indtog dog for saa vidt strax en
Særstilling i Tidens romantiske Literatur. Romantiken var
ikke for ham som for flere Andre en fra Virkeligheden løs
reven Verden, hvilket jo som bekjendt gav Anledning til hiin
Digterskoles æsthetiske Forvildelser.
For Carit Etlar var
Romantiken en virkelig Verden, som med fuld og nytte-
gjørende Berettigelse var til.
Med skarp Iagttagelse op
fattede han allerede dengang Enkeltheder i det daglige
Liv, som kunde tjene til at legemliggjøre hans Tanke og de
Opgaver, han formede med Digterens Syn. Han spækkede
saa at sige sin Romantik med haandgribelig Virkelighed og