88 / 260
7i
møde Doktor Homøopath Lund, der lod Kunstnereleven male
sit Portrait. Han tilbød ligeledes Drengen at spise til Mid
dag i hans Familie en Gang om Ugen. Ved disse gode
Menneskers Hjælp blev det ham muligt at udholde de første
strenge Aar af hans Kunstnerbane.
Lidt efter lidt gik det dog op for Brosbøll, at han
havde større Tilbøielighed for Pennen end for Penselen. I
Skildringen af den ungarske Digter Petøfi har Carit Etlar
senere nedlagt Tanker, Følelser og Livsanskuelser, der ligne
hans egne i hine Dage, mere end han maaske selv veed.
Her gjengives følgende:
«Oppe i et lille Kvistværelse, hvori Væggene erstattedes
af Teglsteenstaget, levede Petøfi flere Aar, led Nød, savnede
Klæder, Brød, Penge; men der er jo lykkeligvns en Periode
i vort Liv, hvori Mennesket ikke lever af Brød alene.
Omkring ham var det Nat, Øde, Stilhed; i hans Sjæl Sollys.
Lykkelig, tifold lykkelig er det Geni, som bryder sin egen
Bane, som lever sit eget Liv, som voxer i Veiret gjennem
Modgang, og som seer Lys og Klarhed, hvor Alle kun finde
Mørke. I sit Bryst bar han Digterdrømme og i dem en
straalende Fremtid. Han lignede den Skibbrudne, som fra
Vraget seer et smilende Landskabs Kyster.
Et saadant Liv fuldt af Kampe, Skuffelser, Savn og
Anstrengelser maatte nødvendigviis blive en Skole, af hvilken
han traadte frem, beriget af Erfaringer og moden for den
Opgave, han havde at løse. Siden alt Stillestaaende er For-
dærvelse, maa Kamp være Fremgang. Ulykken lærer os
mere i een Time, end den største Lykke i eet Aar. A ,
hvad hans forskende Øie havde seet i Naturen, i Solskin
og Maanelys, i Skyerne, hvad han havde lært af Livet paa
Heden, i Hulen, hvor Uskyld søger Ly ved Siden af Brøde,