83 / 260
66
Værtinden, slog en bedøvende Hvirvel, gjorde et Buk og
udbrød:
«Jeg maa gjøre den ærede Dame en Undskyldning for
den ringe Udførelse af mit Embede. Jeg vilde først føle
mig i mit Es og blive Dem værdig, hvis vi havde en Pibe
til at ledsage eg forklare mig, blot en lille Piccolofløite, som
kunde høres herfra og lige op til Vesterport; men Kunstneren
har været ude at spille Kegler i Lille Kongensgade i Eftei-
middag. Han kommer om et Øieblik, saa skal De nok blive
tilfreds med os, lille Madam.»
Gjæsterne brast i Latter. Værtindens Kappe skjælvede.
I det samme sprang Anton Melby frem, knælede ned foran
Damens Fødder, hævede sin Guitar mod hende og sang
kjælent til dens Accompagnement:
Du, Du liegst mir am Herzen,
Du, Du liegst mir im Sinn,
Du, Du machst mir viel Schmerzen,
weizst nicht, wie gut ich dir bin,
ja, ja, ja, ja! weiszt nicht, wie gut ich dir bin!»
Denne Gang vilde Jubelen ingen Ende tage, og Vært
inden reddede sig skyndsomst ud af Døren. I denne vendte
hun sig og søgte forgæves at komme tilorde. Endelig fik
hendes Sindsbevægelse Lindring i en formel Opsigelse til
Jerichau.
«Han flytter hellere iaften end imorgen,» raabte Kruse
med korte Trommeslag mellem Ordene. «Oppe hos Brand
manden paa tredie Sal staaer to Værelser ledige. Den Sag
skal jeg ordne.»
«Lad os flytte Jerichaus Sager med det samme,» raabte
Kaufmann, greb Punschebollen og gik mod Døren. «Det skal
være besørget i en Haandvending.»