80 / 260
havde noget selv at fortæ lle, ingen M ening, ingen Anskuelse,
men derimod en hjæ rtelig L atter til alt, hvad han hørte, og
med den staaende T ilfø ie lse : « E r det m uligt?»
C o lb erg var fo rø vrigt en trofast Kamm erat, uendelig
godm odig, uendelig lad.
Han havde ikke L y s t til at mo
dellere andet end Bacchanter og fordrukne Faun er, ligesom
Chr. Freu nd den unge Moder med sit lille B arn .
B illed
hugger H olbek v ar ogsaa til Stede, han, der senere udførte
forskjellige a f T horvaldsens F ig u re r i dennes A telier i Rom .
«M en hvor b liver din B ro d er, Musikeren, af, Jerich au ?»
spurgte Anton M elby plud selig; «jeg skulde jo i Aften høre
hans nye K om p osition .»
Jerich au s A n sigt fo rtrak sig pludselig.
En smertelig
R y n k e kom tilsyn e i hans Pande.
« T al ikke om ham ,» udbrød han med skjæ lvende Stemme.
«H vad skal det sige?» lød forskjellige Udbrud.
Jerichau skjulte A n sigtet mod B o rd e t; en Hulken trængte
sig frem a f hans B ry st.
« Je g vilde skjule min S o rg for E d er til imorgen,»
udbrød han om sider, «for ik ke at fo rstyrre Aftenens Glæde.
N u kan jeg ik ke mere.
Det hændte kort før
1
kom.
See
se lv .»
Han trak Tæ ppet til Sid e foran K lædeskabet. E t Rædsels-
skrig lød gjennem Stuen. E t L iig med en Sn o r om Halsen
og b le g e , forvredn e A n sigtstræ k kom tilsyne med alle ti
F in gre strittende foran sig.
Det var Musikeren Jerichau.
Sk riget afløstes a f en u hyggelig Taushed, idet Gjæ sterne be
tragtede hinanden.
Jerichau s Hulken og Stønnen afb rød Stilheden. Pludselig
strakte L ig e t en kroget Arm ud i Luften , derefter en lang,
strømpeklædt F o d ud a f Skab et, endnu en, en fornøielig