78 / 260
kimede, F o lk e t svæ rm ede i G aderne. Jerichaus G jæ ster ind
fandt sig.
D er kom Anton M elby i italiensk K appe, som
skjulte en sjælden smuk G u itar, hvori han greb nogle A k
korder, der skulde tjene i Stedet for Godaften.
L id t efter dundrede tre væ ldige Slag paa Døren. Den
blev stødt op, og i A abningen viste sig Studenten, H a n s
K r u s e , en Kæm pe med et rundt, godmodigt Ansigt.
Han
bar en gammel Tromm e a f den Slags, som Brandkorpset
slog A llarm og Komm ando med. Idet han stod i Døren lød
en langtrukken H virvel, der bragte Ruderne til at klirre.
D erefter satte han en Flask e Punschextrakt frem paa Bordet,
det var hans B id rag til Festen, hvorefter han tog Plads i
Stuens ene H jørne, med Tromm en foran sig.
H ver G ang
det forekom ham , at Sam talen og Munterheden gik lidt
istaa, hamrede han en eller anden Melodi paa Trommen,
helst den, hvorm ed G arden blev kaldt ud af Vagten paa
Kongens N yto rv , for at præ sentere for H erskaberne.
Den
vexlede med M elodien, som passer til.
«Det hændte sig forgangen Nat,
vor sorte K at fik Musen fat.»
I det M ellem rum han ikke m anøvrerede, greb han en
stor T o b ak sp ib e, som han havde bragt med sig, og udstødte
en behagelig Damp i Stuen , tro lig assisteret af Kammeraterne,
der sade bænkede rundt om, hvor de kunde bedst. Bekjendte
K unstneransigter skim tedes midt i Tobaksrøgen, straalende,
o vergivn e, støiende, Kunstens sorgløse B ørn , der ikke kjendte
synderligt til Pessim ism e, O verkulturens Plageaand, M isundelse,
vor T ids Onder. T il G jengjæ ld var det trofaste Kammerater,
der glædede sig med hverandre og indbyrdes opflammede
hinanden til store og løftende Ideer; det var Løsenet og