73 / 260
«D et er C arl Em taris!» jublede T aterne.
« Ja , det er m ig,» svarede den unge Mand og kastede
sig ned paa D iget.
«H ertil naaede jeg d a; men nu er jeg
træ t og sulten.
H ar
1
noget at sp ise: B rø d , Sild , lige
m eget hvad — og B lan kes (B ræ n devin ) til?»
K on en , som havde væ ret beskjæ ftiget ved K affekjedlen
paa D andsepladsen, kom hen til ham.
Hendes A n sigt viste
den fra C arit E tlars V æ rk er bekjendte K esten R iv e rs ’ T ræ k.
Hun stod med Hænderne i Skjortelomm erne, betragtede
ham nogle Ø ieblikke under sin bredskyggede M andfolkehat
og u db rød :
«H ør, hvor K o k k en g a le r!
Han har vel k jørt hertil
i G roten b rigs T riller med firzo T rap p erter for (i Herrem ands
Vogn med fire H este for), og saa er han alligevel træ t og
sulten og forlanger ind.
H ar han noget at betale med?»
« L ad E n springe op til K risten Em sig efter en P o t
R om , jeg betaler, tag blot B enen e med Je r,» sagde den
Fremm ede.
« B rin g B rø d og hvad
1
har.»
«H an maae gjerne sige to P o tter R om ,» forsikrede
K esten R iv e r og viste sine gule Tæ n der i et venligt Sm il.
« L a d gaae,» svarede den unge Mand.
«Q vante (kjære) C arl E ta ris!» lød det atter fra klan g
fulde Stru b er, medens lldskjæ ret fra B aalet kastede sit
u sikre L y s o ver de næ rm eststaaende fantastiske Sk ik k elser.
D er blev F e st i Heden den Aften. De spiste og drak
og vare glade.
Saaledes lyder en a f de mange S k ild rin ger, som C arit
E tlar har givet a f Ahlheden.
N ogle A a r senere, da han levede indenfor vor H oved
stads Mure, og Stud iets og A lvo ren s Dage vare komne,
droges hans T an ker tilbage til det frie L iv paa Heden og