72 / 260
55
S k rig , der lød, som naar M usvaagen kalder.
Skøiern e
lyttede, sprang op og saae sig om. N ogle a f dem gik mod
den Kommende.
«C arl E m ta ris!» (C arl Fortæ lleren eller C arl som for
tæ ller) raabte de. S k rig e t gjentoges af de Dandsende og lød
som Velkom sthilsen om trent saaledes:
«C arl E tar, C arl E ta ris!» jublede T aterne - B enæ v
nelsen lød forskjellig ifølge hvert enkelt Individs Udtale
medens de trængte sig sammen om den Nyankom ne.
Den Fremm edes B esø g vakte alm indelig B evæ gelse i
L eiren .
E n h ver kjendte G jæ sten fra hans tidligere Ud
flugter til Heden og V esterhavet, der fra Barndomm en øvede
en mægtig T iltræ k n in g over ham, og som han jæ vnlig søgte
tilbage til, da L iv e t i Hovedstaden blev trangere om ham.
D erude, hvor Himmel og H av gaae i ét, saae han Menneskets
Ringhed overfor N aturens A lm agt, hørte Nødraabene i
B ræ ndingen, læ rte Fisk ern es trohjertede, patriarkalske Gjæ st-
frihed at kjende, deres varm e Fø lelse bag deres barske
Taushed og A lvo r.
Sk ø iern e hilste ham som deres V en, C arl Em taris, og
lovede sig nye G læ der ved Festen. Dette N avn havde den
Fremm ede erhvervet sig blandt sine brune V en n er, naar
han om A ftenen, ved deres Ild, eller ved deres forbudne
Fisk efan gst i Skjern aa, fortalte dem de Sagn og E ven tyr,
som han selv havde hørt a f Faderens K arl, Søren T yvk jæ r,
hjemme i Fred ericia, og senere i passende
F o rm
forebragte
de opmæ rksom t lyttende, for al Poesi saa let tilgæ ngelige
T atere.
T il G jengjæ ld indviede de ham i deres K unster,
Sæ der og S k ik k e ; men isæ r lyttede han begjæ rlig til dette
dødsdøm te F o lk eslags K lagesange og mørke Fo rtæ llin ger
om U ret og Fo rfø lgelser.