CarlEtlarsMinder

ingen fæ ster B o der - jo, Læ rken alene.

Den synger

sig tildøde derude uden at blive hørt a f N ogen.

Saaledes skild rer C arit E tlar Heden.

R in gkjøb in g Am t, B ø llin g H erred, støder fire K irk e

sogn e: H anning, B øllin g, D eibjerg og Sk jern til hverandre.

G ræ n seskjellet mellem dem gaaer over et lille S ty k k e gold

og u frugtbar M osejord.

Denne Jo rd var fra gammel T id

bleven indrømmet T aterne og indgrøftet af dem.

Mellem Mosen og Heden laae en B an k e, der nu er

sløifet, ligesom ogsaa Mosen er forsvunden.

N ede under B ak k en kom nogle smaa H ytter tilsyne

med Væ gge a f G ræ stø rv eller Leersteen og et T ag a f Halm

og L y n g riis, der i Frastand toge sig ud som T ørvestabler,

og som kun røbede deres B eb oere, naar en menneskelig

R ø st, et S k rig a f en G riis eller en tyk , graa R ø g hvirvlede

op fra T aget.

E n Somm eraften kom en T aterflok sammen i D eibjerg

Mose.

Selsk ab et var ikke ta lrig t; hvert A ar blev Skøiern e

fæ rre

indtil de nu ere aldeles forsvundne.

Deres smaa

H ytter ere sunkne sammen, flyttede bort eller forvandlede

til en B u n k e M uurbrokker, halvgjem te under et Tæppe af

G y v e l og P orsb u ske.

Ræ ven soler sine Unger mellem

R u in ern e ; næste A ar afstikkes der maaske en ny Jernbane

hen over Skjellet.

Det er saa Verdens G a n g ; det gamle

maa give Plads for det nye, skjøndt det vundne Udbytte

derved undertiden kan væ re tarveligt nok.

Den Somm eraften, her tales om, var Veien opblødt

efter en vedholdende R eg n , som havde varet den sidste

U ge og sam let smaa V andpytter om kring i Mosen.

Himlen

var overlæ sset med store Sk yb u n k er og saae mørk og

truende ud.

Om kring mellem H ytterne var der trukket