66 / 260
N o get senere mødte jeg min gamle Væ rt, Jantzen,
udenfor T romm esalen, hvor han havde væ ret inde med
K væ g.
Han kom m ig heelt sørgm odig imøde.
«D et gaaer Dem nok kun daarligt, hører jeg,» sagde
han og rystede paa H ovedet.
« S a a— aa! det veed jeg ikke noget af.
Je g troede,
det gik rigtig godt.»
« $ aa a a ! F o lk synes nok ikke om os deroppe paa
U dstillingen.»
«Saa—
aa! Da synes de netop rigtig godt om mit
B illede deroppe.»
«M en saa synes v i ikke godt om det,» vedblev han
hæftigt.
«V i har væ ret oppe og seet til det, alle fra vor
B y ; men vi maa jo skamme os over at vi gaae saadan
klædte hjemme, som D eres M andfolk gjør. - A t De skulde
see os i saadan T ø i! H vo rfo r Fanden træ kker De os frem
for K jøbenhavnerne til S p o t og Sp e i de K lude og ikke i
vort gode T ø i, som vi har nok af?»
Manden var v re d ; men det gik over, og han er nu
min kjæ re, gam le V en , en rig tig K n op , 8 ; A ar gammel,
hans K o n e ligesaa.
De besøger os jæ vn lig i K ø b en h avn
paa C h arlotten b org, den D ag i Dag og vi dem i Hollænderby.
Je g fik ogsaa senere Led igh ed til at gjøre mm Feil
god igjen og male F o lk en e derude i deres kjønne T øj.»
«D et var en smuk H istorie,» sagde B rosb øll og trykkede
Professorens Haand.
«A a hvad! Det er underligt at tale med N ogen, som
kjender de gam le D age.»
« Ja , vi er nu kun F a a tilbage.
Rum p, Sonne, Je n -
chau, M elby, Sim onsen , Sørensen, borte ere de alle.»
« Ja ,» sagde E x n e r, «det gik ellers lystigt nok til